Arden i løb og gang for kræftsagen

"Stafet for livet" afvikles for første gang i Arden 8.-9. september

31. august 2018 kl. 10.16

ARDEN: "Stafet For Livet" er ikke bare forbeholdt de større himmerlandske byer som Hobro og Aars.

24 timers-arrangementet til fordel for Kræftens Bekæmpelse kommer nu også til Arden. Nærmere bestemt området ved Arden Skole i tidsrummet fra lørdag middag 8. september til søndag middag 9. september.

Der vil være underholdning i løbet af dagen for både børn og voksne i form af sang, musik og dans mv., og lørdag aften afholdes en særlig lysceremoni.

Da det er første gang, "Stafet for livet" afholdes i Arden, så det hele er helt nyt, og styregruppen og de frivillige bag arrangementet har forud for arrangementet haft vældig travlt med planlægning og logistik.

Fightertalen i Arden holdes af Michael Njels, der også holdt fightertalen i forbindelse med det tilsvarende arrangement i Aalborg tidligere på året.

I forbindelse med arrangementet i Arden optræder der desuden to lokale "Stafet for Livet-ambassadører": Jan Axelsen og Vivi Jessen.

Jan Axelsen fra Astrup Brugs har personligt mange kasketter på, når han deltager i Stafet For Livet i Arden. Han har selv levet med sygdommen i 15 år, siden han første gang fik kræft som 21-årig, og det værste han ved er, når han bliver mødt af misforståede hensyn eller "synd-for holdningen".

Derfor var han på forhånd også lidt skeptisk i forhold til at erklære sig som "fighter", men et kærligt skub fra hustruen gjorde udslaget. Deltagelsen som fighter symboliserer jo netop den åbenhed, som Jan Axelsen ofte har savnet som kræftramt.

Vivi Jessen fra Savage Corner i Arden er også ambassadør for Stafet For Livet.

Hun har selv mistet sin far til kræft, og lige nu er det Vivis 16-årige niece, der kæmper for at komme ovenpå igen efter en kræftsygdom.

- Det er så vigtigt, at vi tager stilling - at vi ikke bare læner os tilbage og passer os selv. Vi kan alle bidrage med et eller andet, siger Vivi Jessen - og skulle nogle i Arden mangle et hold at stille op med, er de mere end velkomne til at melde sig til Vivis hold "Vesterhavsvandrerne".

- Der er garanti for både kaffe og god stemning, lover hun.

I det hele taget kan der stadig godt bruges flere deltagende stafethold i Arden.

Et stafethold består typisk af 10-15 personer og skal gennem alle 24 timer have en repræsentant i aktion på stafetbanen.

Tilmelding sker via hjemmesiden https://www.stafetforlivet.dk/stafet/arden

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste