Anette er nybagt forfatter: Udgiver bog om livets sensommer
En dag sad Anette Ravn på café med nogle veninder, som ligesom hende næsten lige var gået på pension.
Men noget var anderledes. De vidste ikke helt, hvad samtalen skulle handle om, og det meste af tiden faldt snakken på sygdom, børnebørn og lignende.
- Jeg tænkte, at sådan skal det bare ikke være. Der skal mere livskvalitet ind, fortæller Anette Ravn.
Efterfølgende var problematikken med, at pensionister ikke altid var klar over, hvad der var op og ned, noget, hun ofte stødte på.
Derfor valgte hun at skrive en bog om at blive pensionist, og de tanker man måske gør sig inden og efter.
Præget af uvished
Bogen hedder ”Velkommen til dit livs sensommer – om kunsten at blive ældre og skabe mening og glæde”.
Spørger du den nybagte forfatter, er de fleste livsafsnit nemlig defineret. Eksempelvis hvis man starter i skole, på en uddannelse eller et nyt arbejde.
- Man ved, hvad man skal, men pensionstiden er så uvis og også utryg på en måde. Bogen er et forsøg på at støtte de mennesker, som befinder sig i den proces.
Bogen indeholder 52 kapitler, hvor hun har skrevet om forskellige emner i en let og humoristisk tone. Undervejs kan man også opleve anekdoter fra hendes eget liv.
Med accept kommer vækst
Anette Ravns baggrund består af en række uddannelser, som på hver sin måde tager udgangspunkt i at understøtte mennesker i at vokse. Blandt andet hendes arbejde med natur- og kunstterapi – og nu også hendes bog.
- Der er en stor vækst i, at man accepterer situationen i stedet for at kæmpe imod alderen, og at tingene måske ikke blev, som vi havde forventet det. At man i stedet accepterer, at det er her, man er nu, og det er helt okay.
Men det er også vigtigt at have øje for det positive. At det er fantastisk, man er nået så langt, og at man kan dele ud af sin visdom og erfaringer, fortæller hun.
- På den måde er bogen et kærligt skub i ryggen i forhold til, at man ikke skal leve i fortiden, men være med i samfundet, familien og omgivelserne samt byde ind med det, vi er allerbedst til.
Bidt af processen
Hele processen med at finde materiale og at få bogen skrevet og udgivet har taget knap halvandet år. Da Anette Ravn endelig fik bogen i hånden, var det en rigtig dejlig fornemmelse, fortæller hun.
Undervejs blev hun bidt af processen med at indsamle noter fra diverse samtaler med folk samt pointer fra bøger og artikler. Derfor er hun bestemt ikke lukket overfor at skrive flere bøger i fremtiden.
Men først skal udgivelsen af hendes første bog fejres, og det sker blandt andet ved et bogsigneringsevent 19. august i Bog & idé Støvring.
Arrangementer starter klokken 10.00 og slutter klokken 12.00, og man er velkommen til at kigge forbi til kaffe, kage og en snak med Anette Ravn – og måske få signeret en bog.
Derudover kan man også få en snak med Ulla Steen Christiansen, som har kreeret forsiden samt de 12 andre akvareltegninger i bogen.