Ægtepar fra Aars udstiller i Nørager
På søndag er der fernisering i Kig Ind
NØRAGER: Søndag 13. maj om eftermiddagen indbyder i Kig Ind til fernisering.
Denne gang vil ægteparret Hanna og Orla Pedersen fra Aars pryde Kig Ind med deres kunst.
Hanna Pedersen udstiller sine malerier og hun fortæller, at hun altid har haft lyst til at tegne og male, men fandt ikke tiden til det før hun blev pensionist.
Hun maler naturalistisk og med akrylmaling på lærred. Finder sine motiver i i naturen, og derfor kan man se mange dyr i hendes motiver.
Hun bliver ofte spurgt om hun sidder ude i naturen og maler, men det foregår altid igennem foto, hvor hun kan fastholde det valgte motiv fra start til slut.
Hanna har også eksperimenteret med portrætter og enkle malerier med bibelske motiver. Derudover leger hun også med inspiration af motiver fra internettet.
Orla Pedersen besidder en kunstnerisk åre som blev synlig gjort ved pensionsalderen.
Hans passion er at hugge i sten, og lysten til det blev ikke mindre, efter at han gennemførte et stenhuggerkursus i Vesterbølle i 2002.
Orla arbejder både i granit og mark sten som han former i forskellige kunstværker, men hans foretrukne materiale er granit. - markstenene er dog også spændende da de ofte viser sig meget flotte i mønstrene efter poleringen.
Han har lavet en del store sten med gård navne og husnummer, som står forskellige steder i Himmerland.
De to kunstnere udstiller ofte sammen.
Udstillingen kan ses i Kig Ind indtil 1. juli. Ved ferniseringen vil kunstnerne være til stede og der er gratis adgang, hvor Kig Ind er vært ved et lille glas.