Åbent Landbrug: Torben og Liza åbner dørene
LØGSTØR: Torben og Liza Kristensen, der driver Kornum Østergaard og leverer FRILANDSGRIS til Friland, åbner dørene til deres landbrug, når Åbent Landbrug afholdes den 15. september.
Glade og tilpasse søer og smågrise på Friland er blot lidt af det syn, der venter de danskere, som vælger at besøge Kornum Østergaard til Åbent Landbrug. Gården ligger naturskønt i nærheden af Limfjorden tæt ved Løgstør.
Besøgende har mulighed for en rundtur blandt grisene på marken, hvor en tur med traktor og grisevogn gør det muligt at komme helt tæt på dyrene i deres dagligdag.
- For os betyder det meget, at vi kan se, at grisene har det godt. Det har grisene både inde og ude. Samtidig er det sjovt at følge, hvordan grisene tilpasser sig vejret i forhold til, om de vælger at være inde eller ude. Vi sætter stor pris på vores daglige arbejde med dyrene, og vi glæder os meget til at vise vores produktion frem til Åbent Landbrug, siger Torben og Liza Kristensen.
På dagen serverer Friland smagsprøver af pølser af FRILANDSGRIS, ligesom der for børn er mulighed for at prøve en pedaltraktorbane, lege i grisehytter og halm, mens FDF laver spejderaktiviteter.
Der vil være mulighed for at købe kaffe og kage, og drikkevarer sælges af Maasen Racing. Der vil også være aktiviteter med FDF, blandt andet over bål.
Tilmeld dig Åbent Landbrug på deres hjemmeside.