30 års jubilæum med korsang og gymnastik

Gymnastikkens Venner i Hobro fejrer fødselsdag med opvisning i idrætscentret

26. oktober 2018 kl. 15.12

HOBRO: Siden 1988 har Gymnastikkens Venner i Hobro været på "banen" med kurser, tilskud til nye redskaber, højskole med lederuddannelse, foredrag, gymnastikprisen, Gran Canaria-hold og gymnastikopvisninger.

Fundamentet for Gymnastikkens Venner er de omkring 120 medlemmer. Mange har været medlemmer siden 1988, andre er kommet til gennem årene, fordi man har haft en dreng eller pige, der har deltaget på Gran Canaria-holdet - eller måske selv været med.

Søndag 18. november fejrer Gymnastikkens Venner 30 års jubilæum i Hobro Idrætscenter med reception, gymnastikopvisninger og sangkor om eftermiddagen.

Korsangen leveres af "Voxbox" - et koncertkor fra Viborg, som synger lækre arrangementer af kendte rytmiske sange - gerne med en lille twist i form af percussion.

Koret ledes af Pavlina Salehi og Anders Hjort Nielsen, og der bliver plads til i alt otte numre mellem opvisningerne foruden sang sammen med publikum ved velkomst og afslutning.

Gymnastikken bliver med en koreografi lavet til lejligheden af Ina Overgaard med lokale gymnaster, "Hold Fast" drengene der springer rø... ud af bukserne og laver yndefuld gymnastik med en smittende humor og stor energi, "Dansekompagniet fra Ollerup", der er et udtaget hold fra Gymnastikhøjskolen, og endelig de to elitehold fra Gymnastikhøjskolen i Ollerup, der også var med da Gymnastikkens Venner i Hobro så dagens lys i 1988.

Programmet med gymnastik og sang varer i sin helhed cirka to timer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste