Johanne Grønkjær Lorenzen - dirigerer lørdag 3. november Hobro Kammerorkester i Hobro Kirke. Arkivfoto: Martin Damgård
18-årig svinger taktstokken i kirke
Johanne Grønkjær Lorenzen dirigerer Hobro Kammerorkester 3. november
HOBRO: Lørdag 3. november spiller Hobro Kammerorkester i Hobro Kirke.
Orkestret dirigeres af den 18-årige Johanne Grønkjær Lorenzen, der har gennemgået Danmarks Radios Malko-dirigentskole og tidligere i år dirigerede Nordjyllands Ungdomssymfoniorkester i forbindelse med "Opera i Rebild".
Hobro Kammerorkester er et amatørorkester, der består af 18 musikere. I de senere år har orkestret givet en række koncerter i Hobro Kirke, på Hobro Gymnasium, på Kulturstationen i Skørping og i forbindelse med Musikkens Dag på Værket i Randers.
Ved matinéen spilles blandt andet "Præsternes march" fra Mendelssohns Athalie, "Menuet" fra Schuberts 3. symfoni, og et lille stykke ny komponeret musik af Johanne Grønkjær, "Støvets tango".