Butiksrokade er på vej: - Mange har fået øje på byen
En kabale er ved at gå op i Aars, hvor flere butikker lige nu arbejder på at rykke rundt i hinandens lokaler.
Planlægningen har foregået i et stykke tid, men handelschef Jesper Nielsen er nu klar til at løfte lidt på sløret.
- Der er nogle rigtigt positive tendenser i Aars. Der har efterhånden været en del forespørgsler på lokaler i gågaden, fortæller Jesper Nielsen.
I starten af januar åbnede Loop Fitness sit nye center i Himmerlandsgade 116. Det har efterladt tomme lokaler i Himmerlandsgade 82. De er nu blevet overtaget af nabobutikken, Bog & Idé. Det kan Jesper Nielsen nu afsløre.
Der er væltet en skillevæg mellem de to lokaler. I Loops gamle lokaler skal der være en legetøjsafdeling, mens den anden side fortsat skal være Bog & Idé. Der bliver lavet en fællesindgang til begge lokaler, og der er kun en enkelt kasse i butikken. Det hele bliver altså én stor butik.
Ro i apoteket
Derudover er der en spritny butik på vej. I den gamle apoteksbygning åbner Maria Sund sin butik Apo-Ro.
- Tanken bag min butik er, at vi lever i en verden, hvor det går rigtigt stærkt for mange mennesker. Det skal være et sted, hvor man kan komme ind og få ro og pause, siger Maria Sund.
I Apo-Ro kan du blive klippet og få ordnet hår. Men du kan også blive behandlet med aromatisk fodbad, få "redlight therapy" i ansigtet, komme i infrarød sauna og lignende.
Aars er populær
I det hele taget er der godt gang i handelslivet i Aars. Lige nu er der ifølge Jesper Nielsen kun 3-4 tomme butikslokaler i Himmerlandsgade.
- Mange har fået øje på, at Aars er en god handelsby - også bedre end størrelsen berettiger til. Vores Rema 1000 er en af landets største, og det burde jo ikke kunne lade sig gøre i en by som Aars. Vi har et godt opland, og det er nok også noget af det, der trækker kæder som Harald Nyborg og Maxi Zoo til byen, siger handelschefen.
Udover et godt opland har handelsforeningen iværksat flere initiativer for at lokke butikker til byen.
- Vi har nedsat et mentorkorps, hvor vi har en jurist, en revisor og en repræsentant fra Erhverv Væksthimmerland. Samtidig er der tilknyttet flere tidligere butiksejere fra byen, der agerer sparringspartnere. De fleste butiksejere i byen ved, hvor vigtigt det er for alle, at de nye butikker i byen får succes, og at der er liv i byen, fortæller Jesper Nielsen.