Alarm fra villaejer: Skorstenen rummede andet en julemanden
Brandfolk fra Løgstør kaldt ud til brand i mindre villa
LØGSTØR: En villaejer på Øster Ørbæksvej i udkanten af Løgstør måtte fredag eftermiddag trykke 112, da der lige pludselig viste sig at være noget langt mere alvorligt end en julemand i husets skorsten.
Manden opdagede, at der pludselig var mere ild i skorstenen, end det var meningen, og derfor blev det nødvendigt at tilkalde Nordjyllands Beredskab. Det skete kl. 14.20.
- Ilden havde spredt sig ud i etageadskillelsen. Vi er så godt som færdige med slukningen, men vi er lige ved at skære hul i etageadskillelsen for at være helt sikre på, at alt er slukket, oplyser indsatsleder Thomas Bach Sørensen.
Han tilføjer, at skorstenen er ødelagt, og at huset i hvert fald indtil videre ikke kan opvarmes, da den var forbundet til husets eneste varmekilde.


