Billede beskrivelse

Vikingeborg shines op for millioner

15. februar 2026 kl. 06.01

VESTHIMMERLAND: Der er en ordentlig pose penge på vej til at gøre vikingeborgen Aggersborg mere besøgsvenlig. 

Det er både i fysisk forstand og i forhold til at formidle historien om borgen.

Den blev bygget af Harald Blåtand omkring år 980 og var den største af vikingetidens ringborge i Skandinavien.

Vesthimmerlands Kommunes byråd godkendte i december en bevilling på knap 19,3 millioner kroner til projektet - langt de fleste af Områdefornyelsespuljen, der medfinansieres med 60 procent af staten.

Aggersborg blev i 2023 optaget på UNESCO's verdensarvsliste, og en del af midlerne skal bruges til at opfylde de forventninger, der kan være forbundet med optagelsen, forklarer Kent Kås Vestergaard, afdelingsleder for Drift & Anlæg.

Han er tovholder på projektet, der er udviklet og løbende udvikles i en arbejdsgruppe.

Den består af otte borgere, to repræsentanter fra Vesthimmerlands Museum og tre fra Vesthimmerlands Kommune.

- For at anvende midler fra Områdefornyelsespuljen stilles der krav til borgerinddragelse, så vi har inviteret interesserede til at medvirke. Det giver en god sammensætning i gruppen, hvor folk møder med forskellige forudsætninger, siger Kent Kås Vestergaard.

Projektet, hvoraf en lille del allerede er udført, handler dels om at forbedre adgangsvejen fra Fjerritslevvej, via Over Aggersund/Ullerupvej og Aggersborgvej trafikalt - samt at forbedre skiltningen, der viser vej til Aggersborg.

I projektet indgår også en "hærvejssløjfe", så Hærvejen, der i dag løber cirka en kilometer øst for borgen, føres tættere på borgen.

Tin-støberi og mønt-slageri

Alt i alt er der afsat fire millioner kroner til de nævnte formål.

Yderligere 8,5 millioner kroner er afsat til en forlægning af Thorupvej. 

Men de penge kommer umiddelbart ikke i spil.

- Der er planer eller i hvert fald en ide om at etablere et egentligt besøgscenter, men det er hverken planlagt eller finansieret, så vejprojektet er sat på standby, forklarer Kent Kås Vestergaard.

Til gengæld er man i gang med at bruge af de knap fem millioner kroner, der er afsat til forskellige formidlingstiltag på og omkring opholdsområdet. 

For eksempel modeller af Aggersborg og placeringen af de øvrige fire vikingeborge i Danmark, modeller af vikingerne, en kopi af Harald Blåtands trone og en opdatering af den eksisterende app.

Endelig skal der efter planen være mulighed for at prøve kræfter med tin-støberi og mønt-slageri.

- Ideen er, at det om sommeren skal være bemandet, så børn og voksne kan få hjælp til at prøve og få et indtryk af nogle af datidens håndværk, siger Kent Kås Vestergaard.

Flere tiltag

Yderligere 1,5 millioner kroner er også delvist sat i spil på det nuværende mødested nord for ringborgen.

Her er en platform blevet renoveret, og tilgængeligheden er forbedret med en rampe.

Der er bygget et udsnit af palisaden, der omkransede borgen, hegnet er renoveret, der er nye bord-bænke-sæt, og toilettet er renoveret.

Tidsplanen ligger endnu ikke fast, men Kent Kås Vestergård forventer, at der allerede fra foråret løbende vil blive gennemført tiltag. 

Puljen skal være brugt inden 30. juni 2029.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste