Turismen i Himmerland vokser gennem stærkt samarbejde
HIMMERLAND: I de historiske rammer på Vitskøl Kloster samlede Destination Himmerland omkring 60 turismeaktører og samarbejdspartnere til Partnerskabsdag 2025 – en dag dedikeret til fællesskab, udvikling og nye muligheder.
Partnerskabsdagen har til formål både at præsentere partnerskabsprogrammet for 2026 og skabe rum for indsigt, inspiration og netværk, fortæller Destination Himmerland i en pressemeddelelse.
Årets program bød blandt andet på oplæg fra Nikoline Nielsen fra Vestjysk Marketing, der gav indblik i forskellige kundetypers adfærd i mødet med markedsføring og oplevelser. Derudover præsenterede Hege Fredlund Hoff, Markedschef for Norge i VisitDenmark, nye analyser af norske rejsetrends og mulighederne for at tiltrække flere norske gæster til Danmark.
Fire lokale aktører delte deres erfaringer og succeshistorier: Dorthe Lund (Sommer i Pakhuset, Hobro), Mette Christensen (Casa Jada i Hvalpsund), Jesper Nielsen (Aars Handel) og Jørgen Kaare (Øster Hurup Strandlaug) fortalte om samarbejde, udvikling og nye oplevelsestilbud.
Oplæggene viste, hvordan turismeindsatsen i Himmerland spænder bredt – fra strategiske initiativer til konkrete, lokale projekter, hvor fællesskabet skaber liv i både byer og kystområder.
– Turismen er ikke et isoleret anliggende. Succes opstår i samspil mellem natur, byliv, spisesteder og oplevelser – alt det, der giver gæsten lyst til at komme og blive. Når aktørerne arbejder sammen, skabes resultater, som ingen kan opnå alene, udtalte Johanne Bugge, destinationsdirektør i Destination Himmerland.
Fælles fortællinger skaber synlighed
Et af dagens højdepunkter var Destination Himmerlands marketingteam, som præsenterede resultaterne af en markant vækst på sociale medier.
Indsatsen har været båret af både populære events som Midgårdsormen og en målrettet strategi med stærke fortællinger, videoindhold og samarbejde med lokale aktører. Det internationale fokus blev styrket gennem presseture med udenlandske journalister og influencers samt fælles online annoncering og partnerskaber med danske influencere.
Lokale knudepunkter
Destinationen kunne desuden rapportere om en rekordstor sæson for de 105 Info Spots, som fungerer som vigtige lokale knudepunkter for gæsteinformation. Efterspørgslen på materialer som Ferie i Himmerland-magasinet og lokale kort og brochurer har været stor – en indsats, der fortsætter i 2026.
– Info Spots er et godt eksempel på, hvordan lokale kræfter og frivillige gør en forskel. Når gæsterne mødes, hvor de er, opstår relationer, der skaber nysgerrighed og lyst til at opleve mere. Det er netop i mødet med det lokale, at Himmerlands særkende træder tydeligt frem, lød det fra Johanne Bugge.