Skole rives ned og bruges til nyt byggeri
LØGSTØR: Som arkitekt starter man i reglen med at slå stregerne og derefter vælge materialer, men når Vesthimmerlands Forsyning snart indleder byggeriet af et nyt formidlingscenter, så er mottoet "materialer før blyant".
Centeret skal nemlig bygges af materialer fra Toppedalskolen - vel at mærke den del, der ligger i Løgstør, men som nu er erstattet af en ny skole i Vindblæs.
- Byggeriet spiller en nøglerolle i den grønne omstilling, fordi det er en af de største kilder til CO2-udledning. Vi kom undervejs i processen omkring formidlingscenteret til at snakke om bæredygtigt byggeri, og hvor langt man egentlig kan gå, og vi besluttede os for at prøve at vise, at man kan bygge noget nyt og moderne med brug af gamle materialer, fortæller Morten Aaby Nielsen, adm. direktør hos Vesthimmerlands Forsyning.
Projektet er på mange måder banebrydende, og flere uddannelsesinstitutioner, heriblandt Danmarks Tekniske Universitet kigger med og leverer også ekspertise til projektet.
- De scanner elementerne fra bygningen, så vi er sikre på, at de er fuldt på højde med nye tilsvarende produkter og overholder de regler og krav, der gælder i dag, forklarer Morten Aaby Nielsen.
Man har allieret sig med Pluskontoret Arkitekter, Aarhus, der har specialiseret sig i bæredygtigt byggeri.
- Men også for dem er det en udfordring. Det er i en væsentlig større skala, end de har prøvet før. Ganske enkelt fordi, man ikke har set noget som det her ret mange steder før. Det er lidt af et fyrtårnsprojekt, siger Morten Aaby Nielsen.
Byggeriet bliver ikke billigere end at bygge nyt, faktisk ville det være blevet dyrere, hvis det ikke lige var fordi, Toppedalskolen og forsyningscenteret begge er ejet af Vesthimmerlands Kommune.
- Hvis kommunen havde solgt til anden side, skulle det have været i udbud. Nu betaler vi kun for den selektive nedrivning, mens materialerne er gratis, og det stiller os selvfølgelig bedre økonomisk, men målet er at demonstrere, at vi kan nå i nul, både økonomisk og målt på CO2-belastning, siger Morten Aaby Nielsen.
Det er alt fra betonelementer og tagkonstruktioner til døre, gipslofter, lamper, isolering og vinduer, der nu får en ny chance i stedet for at blive smidt ud. De står nu hos Vesthimmerlands Forsyning på Stengårdsvej i Løgstør. Sammen med andre materialer, der er høstet på kommunens genbrugspladser.
Det nye formidlingscenter blandt andet rumme undervisningsfaciliteter til Klimaklassen samt kontor- og personalefaciliteter, der hidtil har haft til huse i barakker.
Klimaklassen er et undervisningstilbud til børn og unge, der lærer eleverne om klima, miljø og bæredygtig adfærd.
Et skridt mod en grønnere fremtid.
- Nu afventer vi bare en byggetilladelse og udbuddet af byggeopgaven, og så forventer vi at kunne gå i gang i efteråret, siger Morten Aaby Nielsen.