Skole-OL i Svømning skabte glæde og fællesskab i Aars
AARS: Onsdag den 18. marts blev der afholdt Skole-OL i svømning i Aars Svømmeklub – og hvilken dag det blev!
Svømmehallen summede af energi, da elever fra 4.- og 5. klasserne fra Østermarkskolen Aars, Solhverv Privatskole i Vebbestrup, Aars Skole, Gistrup Skole og Farsø Skole mødtes til en sjov og udfordrende konkurrence i vandet.
Eventet blev til i tæt samarbejde med SvømDanmark og DIF, og bød på en række kreative discipliner, hvor både teknik, mod og samarbejde blev sat på prøve. Blandt andet skulle deltagerne mestre "Aqua-ormen", hvor de svømmede med en flyder mellem benene, og "Bjærgning", hvor en redningsdukke skulle fragtes gennem bassinet.
Vandpolo, forhindringsbane, og den olympiske ild – hvor en flamme-symbol blev transporteret gennem vand – var også på programmet. I øvelsen "Saml de olympiske ringe" dykkede eleverne efter ringe og satte dem sammen til det ikoniske OL-logo. Dagens mest udfordrende disciplin viste sig at være T-shirt stafetten, hvor det var både sjovt og svært at få trøjen af og på i vandet.
Konkurrencerne var tætte og spændende, men hele dagen bar præg af fællesskab, grin og fairplay. Eleverne havde trænet i svømmetimerne op til arrangementet, og der blev heppet højlydt fra bassinkanten, når klassekammerater kæmpede sig gennem disciplinerne.
Vinderen af 4. årgang blev 4.C fra Østermarkskolen, mens 5.C fra Aars Skole løb med sejren blandt 5. klasserne. Begge klasser imponerede med stærke præstationer og fantastisk holdånd, og håber nu på en plads i den landsdækkende finale i København til juni.
Aars Svømmeklub udtrykker stor taknemmelighed for den flotte opbakning og sender en særlig tak til de 14 frivillige, der var med til at få dagen til at glide – samt til alle lærere og elever, der deltog med stort engagement. Klubben ser allerede frem til næste Skole-OL i svømning.