Billede beskrivelse

Signe Pejs Ørnbøll er klar til revanche

30. oktober 2025 kl. 11.00

TERNDRUP: Den danske gokartsæson er gået på hæld, men der er stadig fuld fart på kalenderen for Signe Pejs Ørnbøll fra Terndrup.

I den forgangne weekend gik turen - for andet år i træk - til franske Le Mans og IAME X30 Ladies Cup. Og for at toppe en travl kalender af, så går turen i den kommende weekend til Spanien og det uofficielle VM i IAME X30 Senior.

IAME er en af verdens førende motorproducenter i gokart, og har opnået pæn succes med Ladies Cup-formatet, som en konkurrence i X30 Senior-karts - kun for de bedste kvindelige gokartkørere.

Ørnbøll kørte sidste år Ladies Cup-løbet i Le Mans for første gang. Hun nød i dette års udgave en stor fremgang og var med helt fremme i duellerne i Frankrig denne gang. Men den gode optakt til trods, så kostede en skidt finale det, der ellers kunne være endt på podiet.

Det gik simpelthen så godt i Le Mans - men så kom finalen.

- Det var ikke sådan, den weekend skulle have endt, men sådan er ræs sommetider, konstaterer hun og tilføjer:

- Jeg startede som toer og havde egentlig fået at vide, at jeg ikke skulle klemme brændstofslangen i starten - så det gjorde jeg ikke. Da starten går, så døde min motor ud i stedet for at trække, og så forsvandt der nogle pladser, konstaterer Signe Pejs Ørnbøll.

I stedet gik jagten på at hente det tabte:

- Jeg kom til at ligge bag to, der spærrede en del, så da jeg endelig nåede omkring dem, så var de hurtigste kørt for langt væk, og jeg endte som sekser. Surt show, men så fik vi så meget andet ud af weekenden, når det kommer til læring, siger hun.

Far og teamchef Søren Ørnbøll tilføjer:

- Det var en skidt finale, men skærer du den fra, så var det virkelig et løb, som vi fik rigtig meget ud af, for vi kørte for første gang med det hollandske team Henza Kart. Normalt står vi alene med det hele selv i vores lille far-datter-team, så at være en del af et større hold var på alle måder en fed oplevelse for os begge, konstaterer han.

Karrierens største opgave venter næste weekend med uofficielt VM.

Netop at være med Henza, der til daglig har base i Rotterdam, er noget, som Signe og Søren fortsætter med allerede i den kommende weekend. Her går turen til Valencia, hvor IAME holder deres store sæsonfinale, World Finals, i Valencia.

Et løb, som man bliver inviteret til på baggrund af sæsonens resultater i Danmark - og et løb, der rangerer som et uofficielt VM i IAME’s gokartklasser. Det er alle mod alle - og alle har gode resultater i ryggen fra deres respektive, nationale mesterskaber.

- Valencia har jeg glædet mig virkelig længe til. Det er første gang, at jeg skal køre et så stort løb, som det her, og generelt kan man sige, at gør du det godt til World Finals, så har du virkelig gjort det godt og er fortjent endt et godt sted med gokart. Det er ligesom et uofficielt VM, hvor verdens bedste kørere i min klasse, X30 Senior, mødes for én weekend, forklarer Signe.

Og med lidt kendskab til netop banen i Valencia i bagagen, så er der også håb om et godt løb, vurderer hun:

- Jeg kender banen i Valencia fra tidligere, og der var vi fint kørende - men ingen tvivl om, at det bliver svært, siger Signe Pejs Ørnbøll.

Søren Ørnbøll tilføjer:

- Det bliver en hård nød at knække, for det er alle de bedste kørere i ét og samme felt. Vi har os en vild weekend i vente, men vi er også super glade og stolte af at være med i det fine selskab - nu skal den bare have fuld gas, slår han fast.

Foruden weekendens uofficielle VM i Spanien venter endnu to løb i sæsonen for Signe Pejs Ørnbøll.

Hun har i denne sæson også kørt FIA’s Champions of the Future Academy-serie, som skal afgøres i Dubai i starten af December.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste