Billede beskrivelse

Rejsegilde for nyt foreningshus - det troede borgmesteren ikke helt på

05. marts 2026 kl. 06.02

AARS: Byggeriet af Naturrum Cimbrerhøjen har nået en vigtig milepæl. Tirsdag blev der holdt rejsegilde for håndværkere, indbudte gæster og nysgerrige sjæle, og dermed er det nye foreningshus på Gislumvej rykket et stort skridt nærmere færdiggørelse.

- Vi er kommet langt siden første spadestik i november. På trods af vintervejret skrider arbejdet planmæssigt frem, og det skyldes ikke mindst håndværkernes fleksibilitet, sagde Anders Hosbond Thomsen, formand for FDF Aars, ved rejsegildet.
Bygningen er nu lukket med rejste spær, hvilket gør det muligt at arbejde videre både inde og ude. Det godt 400 kvadratmeter store hus med tilhørende udearealer forventes at stå klar lige efter sommerferien.

Projektet har været undervejs siden 2017, hvor idéen var at opføre et nyt FDF-hus. Planerne voksede hurtigt til et bredere foreningshus, der skal danne ramme om aktiviteter for en lang række af byens foreninger.

- Vi har fået positive tilkendegivelser fra flere foreninger. Ambitionen er, at huset skal summe af liv alle ugens syv dage, siger Brian Larsen fra initiativgruppen bag projektet.

Billede beskrivelse

Han fortæller, at det indimellem har været svært at bevare troen på projektet, der har krævet en jætteindsats af den fire mand M/K store gruppe.

- Det har været et stort arbejde. Vi i gruppen har indimellem mødtes et par gange om ugen. Vi har sendt fondsansøgning efter fondsansøgning af sted, og jeg skal ikke lægge skjul på, at det har været hårdt, når der kom afslag. Så at stå her nu og vide, at vi er i mål, er fantastisk. En ting er at se en visualisering, en helt anden er det at se byggeriet folde sig ud. Vi synes selv, det er utroligt flot, og det var da også helt vildt, så meget ros vi fik, siger han.

Deltagerne til rejsegildet var en broget flok, fortæller Brian Larsen.

- Vi var omkring 110 til stede. Ud over de håndværkere, som rejsegildet jo først og fremmest holdes for, var der repræsentanter for fondene, der ville se, hvad de havde betalt for; der var også naboer, folk fra de foreninger, der kommer til at benytte huset fremadrettet, repræsentanter for Hærvejskomitéen og også en del FDF'ere, der havde været med til at bygge det gamle hus og ville se, hvad der nu skal være i stedet, siger han.

Billede beskrivelse

Vesthimmerlands Kommune har også spyttet i bøssen, og borgmester Per Bach Laursen holdt en tale, hvor han blandt andet mindedes den skepsis, han følte, da han oprindeligt blev præsenteret for projektet, og den respekt, han føler, nu da det nærmer sig sin afslutning.

Også Brian Larsen mindes det første møde med borgmesteren.

- Jeg tror, han tænkte, at vi var lidt langt ude, og det var vist også med lidt af et glimt i øjet, han sagde, at vi bare kunne gå i gang, smiler han.

Der var da også megen ros at hente fra Per Bach Laursen.

- Det bliver et stærkt samlingssted for byen. Der er god grund til at takke både initiativgruppen og fondene for at bakke op om projektet, sagde han.

Naturrum Cimbrerhøjen får også overnatningsmuligheder for vandrere og cyklister på Hærvejen. Forventningen er, at huset kan bidrage til at styrke turismen i både Aars og resten af Vesthimmerland.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste