Der er stadig risiko for glatte veje her til morgen efter onsdagens snevejr og nattens frost. Foto: Henrik Bo
Pas på i trafikken: Fortsat risiko for glatte veje
Onsdag bød på sne og slud i stort set hele Nordjylland.
Og da natten de fleste steder også har budt på minusgrader, får det TV2 Vejret til at bringe et varsel om risiko for glatte veje.
Så vær opmærksom når du sætter dig i bilen, på scooteren eller cyklen her til morgen. Eller sågar hvis du bevæger dig til fods - der kan være glat visse steder oven på onsdagens iskolde nedbør og temperaturer.
Snevejret ser dog ud til at være stilnet af for denne gang, og frem mod weekenden stiger temperaturen gradvist.
Søndag kan der potentielt vente tocifrede plusgrader - dog krydret med en vis mængde regn.