Billede beskrivelse

Nye perler på snoren – flere unikke vandreruter langs Hærvejen

05. oktober 2025 kl. 10.02

REBILD: Fire nye certificerede vandrerundture samt en genindviet klassiker i Rebild Bakker føjes nu til Hærvejens netværk af oplevelsesrige ruter. 

I tæt samarbejde med de involverede kommuner fortsætter Udvikling Hærvejen arbejdet med at udbrede konceptet Hærvejens Perler, som gør det lettere at opleve Jyllands historiske hovedfærdselsåre på nye, tilgængelige måder.

Hver Hærvejsperle er en rundtur på 5-11 km, hvor vandrere begynder og slutter samme sted. Undervejs byder ruterne på kulturhistorie, varieret natur og skiftende landskaber. Alle ruterne er certificeret og bærer Hærvejens fælles visuelle identitet.

Initiativet er blevet til gennem et bredt samarbejde mellem kommuner, lokale aktører og Udvikling Hærvejen, med støtte fra Nordea-fonden, som har muliggjort både den overordnede udvikling af Hærvejen og oprettelsen af nye ruter.

Ifølge Julie Fabian, sekretariatschef i Udvikling Hærvejen, handler indsatsen om at gøre natur og historie mere tilgængelig:

- Hærvejens Perler gør det nemmere for flere at opleve Hærvejens unikke kvaliteter. Man behøver ikke planlægge en hel ferie – en enkelt dag på en af ruterne kan give en stor oplevelse. Det er et vigtigt skridt i retning af at åbne Hærvejen for flere brugere, udtaler hun.

Billede beskrivelse

De nye Hærvejsperler:

Hammer Bakker-ruten: 11 km i kuperet terræn gennem skov, hede og høje, med udsigtspunkter og markante højdemeter.

Røverruten ved Arden: En nem rute på 5 km langs Hvass Sø og gennem skov med eksotiske træarter.

Gletsjerruten ved Hald Sø: 7 km dramatisk rute med stejle skrænter, tunneldale og panoramaudsigt over Karup Hedeslette.

Rebild Bakker-ruten (genindviet): En 11 km klassiker gennem bøgeskov, kilder og ikoniske bakker, nu med ny formidling og skiltning.

I møllerens fodspor: 9 km gennem skov, eng og åløb, hvor kulturarv fra møller og industri flettes sammen med rolig natur ved Hindemade, Pamhule og Christiansdal.

Med de nye tilføjelser tæller Hærvejens Perler nu 11 certificerede ruter – og flere er undervejs.

Efterårsferie med vandrestøvlerne på

De fem nye ruter er oplagte til en aktiv efterårsferie i naturen. Uden krav om omfattende planlægning kan både lokale og besøgende pakke en madpakke, tage støvlerne på og gå på opdagelse i det midtjyske og nordjyske landskab – hvor hver rute byder på sin egen unikke fortælling og stemning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste