Billede beskrivelse

Nye ejere med rødder i både staldgang og strategi hos Almas Korn

14. maj 2025 kl. 19.45

AALESTRUP: Medarbejderne rykker tættere på beslutningerne i Almas Korn A/S. To centrale profiler fra salgs- og produktionsafdelingen er trådt ind i ejerkredsen som led i virksomhedens generationsskifte. Den nordjyske siloekspert styrker dermed fremtiden med dybt forankret viden og praktisk erfaring fra landbruget.

Almas Korn A/S, specialist i komplette løsninger til landbrug og industri, har udvidet ejerkredsen med salgschef Anders Værge og driftschef Daniel Pedersen. Begge har i flere år spillet en nøglerolle i virksomhedens drift og udvikling og kommer nu officielt med ombord som medejere.

Ifølge adm. direktør Hans Henrik Termansen er det en naturlig udvikling:

- Begge har stærk teknisk indsigt og en klar forståelse for både landbruget og vores virksomhed. Det er en stor fordel, når vi skal sikre fremdrift og kontinuitet i Almas Korn.

Tidligere medejer Niels Ove Nielsen har efter mange års engagement valgt at sælge sine aktier. Den eksisterende ejerkreds har lagt vægt på, at hans afløser kender virksomheden indefra og kan videreføre ånden og værdierne.

- Niels Ove har sat standarden for vores tilgang til kunderne. Vi kommer ud af en maskinhandlerkultur, hvor man møder folk i øjenhøjde og står ved sit produkt – også efter leveringen. Den tilgang fortsætter, udtaler Hans Henrik Termansen.

Virksomheden blev etableret som selvstændigt selskab i 2013 og har i dag 25 medarbejdere fordelt på tre lokationer i Danmark og Sverige. Med hovedkontor i Aalestrup er Almas Korn en stærk aktør inden for siloer, tørrerier, planlagre og transportanlæg.

Billede beskrivelse

Kort vej fra mark til medejerskab

Anders Værge, 39, har været ansat siden 2018. Med en baggrund som landmand og jordbrugsteknolog samt erfaring som driftsleder i Rumænien, har han haft en markant rolle i virksomhedens salgsarbejde.

- Der har altid været kort vej fra staldgangen til ledelsen i Almas. Derfor føles det helt naturligt nu at være en del af ejerkredsen, siger han.

Daniel Pedersen, 31, har været med siden 2016 og beskrives som en ægte ’korn-mand’. Han lærte virksomheden at kende under sin uddannelse og skrev sin hovedopgave om kornhåndtering.

- Den praktiske forståelse fra landbruget gør en forskel, både når vi designer produkter og i dialogen med kunden, forklarer han.

Begge nye ejere ser frem til at udvikle virksomheden med respekt for dens rødder og værdisæt.

- Vi følger projekterne helt til dørs – fra salg til aflevering. Det skaber tryghed og høj kvalitet hele vejen igennem, afslutter Anders Værge.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste