Kro til salg - hvem bider på?
TREND: Som vi skrev for nylig har parret Gitte og Allan Sørensen besluttet at sætte Trend Kro til salg, og førstnævnte tilkendegav ved den lejlighed, at de har belavet sig med tålmodighed, og det er nok en god ide.
Ejendomsmægler Sussie Renee Gerd Sørensen, der står for salget, har haft henvendelser på kroen, men det har været forespørgsler af forskellig art.
Intet konkret der endnu har ført til noget, siger hun.
Hun havde dog heller ikke forventet, at køberne ville stille sig i kø, og det er der flere årsager til.
- Hvis det skal drives videre som kro, skal det jo være folk, der er indstillet på at lægge mange timer i det. Desuden kan jeg se, at det tager lidt længere tid at sælge denne type ejendomme. En anden ting er, at der skal lægges en forholdsvis høj udbetaling. Det er helt generelt et krav for at få lån til erhvervsejendomme i yderområder. Det gælder ikke bare kroer, fortæller hun.
Sussie Sørensen mener dog, at ejendommen rummer så mange anvendelsesmuligheder, at det nok skal lykkes at få den solgt.
- Hvis den ikke skal drives som en kro, er der jo mange andre muligheder. Man kan anvende ejendommen til galleri og udstillinger, måske en tegnestue eller kontor eller en Bed & Breakfast. Den eneste begrænsning er, at det skal være et erhvervsformål, siger Sussie Sørensen og tilføjer, at der dog er mulighed for at bo i lejligheden på første sal.
Prisen på kroen er 3,5 millioner kroner, der er syv værelser, køkken, to restaurationslokaler med plads til 85 gæster, selskabslokale med plads til op til 50 personer, krostue og en lejlighed på 100 kvadratmeter.
Omsætningen er cirka fem millioner kroner årligt.