Billede beskrivelse

Joanne fra Plejecenter Højgaarden er Årets FH-kollega 2025

08. maj 2025 kl. 09.04

FH Vesthimmerland har kåret vinderen af årets pris ”Årets FH-kollega”, der gives til en medarbejder, som gør en særlig indsats for det gode arbejdsmiljø. I år gik æren til Joanne fra Plejecenter Højgaarden i Farsø.

Joanne blev nomineret af en kollega, der i indstillingen lagde vægt på hendes omsorgsfulde tilgang til både beboere og kollegaer. Hun beskrives som en person, der spreder glæde og nærvær og som engagerer sig i at skabe en tryg og positiv arbejdsplads.

Formanden for FH Vesthimmerland, Brian Bertelsen, overrakte prisen fredag den 2. maj på plejecentret. Her blev Joanne fejret med kage til hele afdelingen og modtog et gavekort på 5.000 kroner til Himmerland Golf & Spa Resort.

– Det er netop medarbejdere som Joanne, der er med til at løfte hverdagen og skabe trivsel på arbejdspladsen, sagde Brian Bertelsen ved overrækkelsen.

FH Vesthimmerland ønsker Joanne et stort tillykke med prisen – og sender samtidig en anerkendelse til kollegaerne på Plejecenter Højgaarden, som dagligt nyder godt af hendes indsats.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste