HimmerLand Resort-kok er klar til Årets Kok-finale
REBILD: Danmarks bedste kok skal kåres, når finalen i Årets Kok afholdes den 11. marts 2025 på den eventbaserede fødevaremesse Madværkstedet København. Blandt de seks finalister er Daniel Alexander Petersen fra HimmerLand Resort/HimmerRiget.
Finalerne i de prestigefyldte konkurrencer Årets Kok og Årets Tjener markerer kulminationen på de officielle danmarksmesterskaber, hvor seks kokke og seks tjenere skal demonstrere deres faglige kunnen. Konkurrencen afspejler den daglige virkelighed i en restaurant og strækker sig over seks en halv time.
Daniel Alexander Petersen ser frem til en spændende og lærerig oplevelse ved at deltage i konkurrencen. Bag Årets Kok og Årets Tjener står brancheorganisationen HORESTA i samarbejde med 3F.
Madværkstedet København arrangeres af MLDK Mærkevareleverandørerne og MCH A/S og afholdes i Lokomotivværkstedet i København den 11.-12. marts 2025.