Himmerlændinge hylder 1950'erne
FARSØ: Søndag den 25. maj kl. 10-16 inviterer Herregården Hessel til en stemningsfuld rejse tilbage til 1950’erne.
Arrangementet sker i samarbejde med Dansk Cykelmuseum og Dansk Nutidsmuseum, og temaet er valgt, fordi årtiet skaber en fælles tråd mellem de tre museer – og ikke mindst fordi mange af de frivillige har oplevet tiden på egen krop.
Gæster kan glæde sig til en dag fyldt med aktiviteter, fortællinger, smagsprøver, gamle maskiner og gymnastikopvisning – alt sammen i ægte 1950’er-stil. Frivillige fra Hessel demonstrerer landbrugsmaskiner og fortæller om livet på landet dengang.
På marken vises sædskifte som i gamle dage, mens værkstederne summer af smede, trædrejere og vævere. I det historiske køkken bydes der på klassiske retter fra årtiet, og både snapselauget og øllauget deler smagsprøver ud med historier fra perioden.
I skolestuen underviser frk. Isaksen børn, som det blev gjort i 1950’erne, og i storstuen står en pladevender klar med tidens musik – inklusive de legendariske 78’ere og melodier fra dengang, hvor Ønskekoncerten på Grammofon/Giro 413 samlede familien om radioen.
Dansk Cykelmuseum har medbragt Long- og Short Johns, Wooler- og Diesella-knallerter, og vil i laden fortælle om tidens transportmidler. De viser, hvordan man lapper en cykel og giver tips til vedligehold.
Dansk Nutidsmuseum skaber tidsbilleder med opdækning til kaffe- og spisebord, udstiller tøj og køkkenmaskiner som Nilfisk-støvsuger og Eva-brødmaskine. Der bliver også fortalt barndomsminder fra 1950’erne af Marius Stubberup.
Børn og voksne kan desuden tage en tur i traktor eller hestevogn – en symbolsk rejse fra hestekraft til maskinkraft, med både grå Ferguson og danske traktormærker som Bukh på udstilling. Marklauget præsenterer et væld af historiske maskiner på plænen.
Som prikken over i’et giver gymnastikholdet "Friske Mænd fra Vesthimmerland" en opvisning – akkurat som dengang, det var fast tradition.
Alt og alle er klædt, som var det 1950’erne. Også maden følger tidens toner: røde pølser, kakaomælk, hjemmebag og gul sodavand.
Arrangementet samler 120 engagerede frivillige, som glæder sig til at bringe 1950’erne til live. Publikum opfordres til at møde talstærkt op og støtte det unikke samarbejde mellem museerne.