Billede beskrivelse

Her er vores top 3 film om livet som forældre

22. november 2024 kl. 15.00

Året begynder så småt at gå på hæld og det betyder, at streamingtjenesterne spytter årets sidste balje af film og tv-serier ud i håb om at fange vores opmærksomhed inden juleræset for alvor sættes i gang.

En af filmene man kan bruge sin tid på er den nye forældrekomedie “Bytte Bytte Barn” af Barbara Topsøe-Rothenborg, der som titlen indikerer, er en fortsættelse til “Bytte Bytte Baby” (som på engelsk hedder “Maybe Baby”, en kreativ titel der må anerkendes!) fra sidste år.

Se også
Skærmtid: “Skruk” leverer graviditetskomik i ny sæson af Netflix' komedieserie

Den nye Netflix-film har Mille Dinesen og Lars Ranthe i hovedrollerne som et forældrepar, der skal lande i det kaos, der skabes, når man muligvis er kommet til at bytte sin nyfødte baby rundt med et andet par forældres baby.

I “Bytte Bytte Barn” skal de to forældrepar nu finde ud af, hvad de skal stille op med børnene Leo og Sille - skal der byttes rundt igen eller kan man opnå det tætte forældreskab med et barn, der ikke nødvendigvis er ens eget?

“Bytte Bytte Barn” har masser af gode grin om det kaotiske forældreskab, hvad end det drejer sig om fertilitet, opdragelse, temperament og alt andet som børn og partnere kan teste. I den anledning kommer jeg her med tre anbefalinger, som alle viser forskellige sider af forældreskabet.

“Bytte Bytte Barn” kan streames på Netflix.

Billede beskrivelse

3. Juno (2007)

Jeg er ikke selv forældre, men jeg kan kun forestille mig det pres, det må være. Især hvis man bliver gravid som 16-årig! Netop dette sker for pigen Juno, der vælger at opgive sit ufødte barn til adoption.

Men i takt med hun lærer de kommende adoptivforældre at kende, og hendes bedste ven, som er far til barnet, ændrer alle Junos følelser sig i forhold til ideen om at være mor.

Den Oscar-vindende film har efterhånden opnået kultstatus blandt millennials, hvor filmens sarkastiske tone og glimt i øjet har ramt plet hos publikum.

Elliott Page er en åbenbaring i rollen som den unge men intelligente Juno, og så er det svært ikke at blive varm om hjertet, når der i filmens bedste scene synges duet med Junos største kærlighed - hendes bedste ven.

“Juno” kan streames på Disney+ eller lejes på Viaplay og Blockbuster.

Billede beskrivelse

2. Meet the Parents (2000)

At møde svigerforældre er en af parforholdets store eksamener. Der er forventninger, du skal bestå og gerne imponere, men du skal også have overskud og i hvert fald fake it till’ you make it.

Der er meget på spil når man skal møde forældrene til sit livs kærlighed, og hvis du synes det gik galt, da du mødte dine - så bare rolig! Det gik langt værre for Greg Focker.

Komediestjernen Ben Stiller spiller fyren med det uheldige navn i “Meet the Parents”, hvori en fyr skal møde sine svigerforældre for første gang. Et weekendbesøg, hvor alt går galt! Den kattehadende Greg går konstant på klingen med sin svigerfar, spillet af Robert de Niro, der udfordrer sin nye svigersøn på alle parametre.

Som forældre er man jo nødt til at sørge for ens guldklump har fundet den rette person. “Meet the Parents” indrammer al frygten ved et vigtigt møde, der bare ikke må gå galt.

“Meet the Parents” kan streames på SkyShowtime eller lejes på Viaplay og Blockbuster.

Billede beskrivelse

1. Find Nemo (2003)

Som forældre vil man gøre alt for at beskytte sit barn. Ligegyldigt hvad, for med forældreskabet kommer også et ansvar man aldrig kan fralægge dig.

En fader, der er nødt til at leve op til sit ansvar, er klovnefisken Marlin, der må risikere liv og lemmer i forsøget på at redde sin søn Nemos liv.

I Pixars animationsklassiker “Find Nemo” bliver stakkels Nemo fanget af dykkere og ender i et akvarium ved en tandlæge. Langt væk fra det åbne og frie liv i havet.

Den overbeskyttende Marlin trodser det farlige hav i jagten på sin søn, hvor han møder den glemsomme Dory og andre havdyr. I håbet om genforening mellem far og søn testes tillid og mod i en film man godt kan få våde øjne til, selvom det handler om animeret fisk.

“Find Nemo” kan streames på Disney+.

Se også
Skærmtid: Her er 3 anbefalinger til dig, der elsker superheltefilm
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste