Skærmtid: “Skruk” leverer graviditetskomik i ny sæson af Netflix' komedieserie
Jeg må åbenbart være skruk. Det er i hvert fald børn og graviditet, der kommer til at fylde i ugens streaminganbefalinger. Alt det sjove, alt det udfordrende, alt det skræmmende og alt det andet som følger med, når man står overfor at skulle være forældre og træde ind i de voksnes rækker.
I ugens ‘Skærmtid’ skal vi kigge nærmere på dansk fertilitetskomedie og så tager jeg dig tilbage til Seth Rogens gloriøse stoner-dage. Det bliver sjovt - og fyldt med babygråd!
Skruk - Sæson 2
Fik du nogensinde set “Skruk”? Komedieserien der udkom for to år siden, og tog os ind i fertilitetsverden og dens mange komplikationer. Hvis ikke, så er det på tide!
For nu kommer anden sæson, og historien om fertilitetslægen Nana, der i et svagt øjeblik inseminerer sig selv, er virkelig sjov.
Stortalentet Josephine Park, som du ikke har kunnet undgå i danske film og tv-serier de seneste par år, spiller Nana, der nu har et barn på to måneder. Et resultat af, at Nana efter en våd bytur inseminerede sig selv med sin ekskærestes sæd, som var på fertilitetsklinikken, hvor hun arbejder.
Nanna elsker barnet højt, men hader til gengæld barselslivet. I et desperat forsøg på at vende tilbage til karrierelivet flytter mormoren fra helvede ind for at passe baby, mens Nana kan fokusere på arbejdet. På klinikken får Nana kamp til stregen af den nye superlæge Hampus, der truer Nanas position.
Josephine Park har haft en turbokarriere med roller i alt fra “Sygeplejersken”, “Oxen” og “Doggystyle”. Som den selvironiske Nana, der skal tackle alle problemer der følger med at være nybagt mor, er skuespilleren lidt af et scoop i “Skruk”.
En serie, der konstant grænser mellem tåkrummende sjov komik, og det drama der følger med, når man for alvor skal træde ind i de voksnes rækker.
“Skruk” kan streames på Netflix.
Knocked Up (2007)
Hvis vi bliver i komedier, der omhandler graviditet og dét at blive forældre, så findes der heldigvis flere sjove af slagsen. En af de sjoveste af dem er Judd Apatows “Knocked Up”, der både kickstartede Seth Rogens karriere og den bølge af stoner-komedier der fulgte.
Tænk “Superbad”, “The 40-Year Old Virgin” og “Pineapple Express” og så forstår du ret meget hvilken type komedie vi er ude i.
I “Knocked Up” spiller Seth Rogen slackeren Ben, der efter et one night stand får at vide, at han skal være far. Problemet er bare, at det er drengerøven Ben overhovedet ikke klar til, og moderen, den mere modne Alison, er slet ikke interesseret i at have Ben i sit liv.
Ud af det kommer der meget graviditetssjov om unge mennesker, der skal lære om ansvar fremfor at feste.
“Knocked Up” kan lejes på Blockbuster og Viaplay.