Seneste nyt
Billede beskrivelse

Fond støtter æbleplukkedag for 100 børn og voksne

07. juli 2026 kl. 11.02

SKØRPING: For børn og familier med begrænsede økonomiske ressourcer kan fælles oplevelser uden for hverdagen være svære at prioritere. 

Derfor spiller frivillige foreninger som Gestus Nord en vigtig rolle, når de skaber aktiviteter, der giver børn og familier nye oplevelser, stærkere fællesskaber og gode minder. 

Nu har foreningen modtaget en donation på 35.000 kroner fra EDC Poul Erik Bech Fonden til arrangementet Æbleplukkedag i Frugthaven.

Det skriver EDC Poul Erik Bech Fonden i en pressemeddelelse.

Gestus Nord arbejder for at give nordjyske børn, unge og familier, der lever med begrænsede midler, mulighed for positive oplevelser og nye fællesskaber. 

Med Æbleplukkedagen inviteres omkring 100 børn og voksne til Frugthaven i Skørping, hvor de kan opleve en klassisk efterårstradition med æbleplukning, mostpresning og hyggeligt samvær i naturen.

På dagen får deltagerne en rundvisning i frugtplantagen, hvor de kan smage forskellige æblesorter og finde deres favoritter. Børnene får mulighed for at plukke æbler, vaske dem og være med til at fremstille deres egen æblemost.

Derudover byder dagen på friskpresset æblejuice, fælles frokost og aktiviteter i naturskønne omgivelser. Hver familie får desuden æblemost, spiseæbler, pærer og grøntsager med hjem.

- I Gestus Nord arbejder vi for at give børn og familier, der lever med begrænsede midler og afsavn, et pusterum fra hverdagen. Æbleplukkedagen giver familierne mulighed for at være sammen i naturen, opleve en hyggelig efterårstradition og skabe gode minder sammen, siger Jette Nørsøller Uhrenholt, foreningsleder i Gestus Nord.

Et pusterum i naturen

Frank Jensen, direktør i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, overrakte donationen på vegne af EDC Poul Erik Bech Fonden. 

Han glæder sig over, at støtten kan være med til at give børn og familier i Nordjylland en dag med nærvær, fællesskab og oplevelser i naturen.

- Gestus Nord gør en stor forskel for børn og familier, som ikke altid har de samme muligheder som andre. Æbleplukkedagen er et godt eksempel på, hvordan en enkel og nærværende aktivitet kan skabe glæde, fællesskab og positive minder. Det er en indsats, siger Frank Jensen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste