Seneste nyt
Billede beskrivelse

Melsen Fonden sikrer bevaring af kongelig kulturskat

06. juli 2026 kl. 06.02

VESTERBØLLE: En historisk landauer fra 1896, som har tilhørt dronning Louise og kong Frederik VIII, er blevet restaureret takket være en donation på 200.000 kroner fra Melsen Fonden. 

Den kongelige hestevogn bliver fremover en del af formidlingen af dansk kulturarv i den kulturhistoriske landsby Vesterbølle.

Det skriver Melsen Fonden i en pressemeddelelse.

Vesterbølle i Vesthimmerland er udpeget som en kulturhistorisk bevaringsværdig landsby, hvor besøgende kan opleve livet på landet, som det tog sig ud i slutningen af 1800-tallet. 

Bag aktiviteterne står foreningen Levende Landsbykultur, der arbejder for at bevare og formidle områdets historie.

Billede beskrivelse

Foreningen har fået den kongelige landauer fra 1896 foræret, men vognen trængte til en omfattende restaurering, før den igen kunne tages i brug. Det arbejde er nu gennemført med støtte fra Melsen Fonden.

- Donationen har haft stor betydning for både vores forening og landsbyen. Takket være støtten har vi kunnet restaurere den historiske landauer, så den igen kan opleves af publikum. Vognen er ikke blot en attraktion, men også en vigtig del af vores fælles kulturarv, fortæller Hanne Kudahl, kasserer i foreningen Levende Landsbykultur.

Restaureringen er udført af en erfaren vognmager og en møbelpolstrer, som med respekt for de oprindelige materialer og håndværkstraditioner har ført vognen tilbage til fordums pragt.

Billede beskrivelse

Hos Melsen Fonden glæder man sig over at have været med til at sikre bevaringen af den historiske hestevogn.

- Vi er glade for at kunne støtte et projekt, der bevarer dansk kulturarv. Vesterbølle giver et unikt indblik i livet i en anden tid, og den restaurerede landauer gør oplevelsen endnu mere autentisk. Det skaber værdi for både landsbyen, de mange besøgende og Vesthimmerland, siger Kurt Møller, medlem af Melsen Fondens bestyrelse.

Den restaurerede landauer er nu klar til at tage imod publikum. 

Den får sin officielle debut ved arrangementet Levende Landsby den første weekend i august, hvor besøgende blandt andet kan opleve historiske bygninger, den gamle købmandsbutik, traditionelle håndværk, landbrugsredskaber - og nu også den kongelige hestevogn fra 1896.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste