100.000 kroner skal styrke den tidlige indsats for børn og unge
AARS: Børn og unge, der vokser op med misbrug tæt inde på livet, skal have tidligere og bedre hjælp.
Derfor har LB Foreningen i Region Nordjylland doneret 100.000 kroner til Barnets Blå Hus Vesthimmerland, der er en del af Blå Kors.
Donation skal videreudvikle og forankre organisationens formidlingsenhed.
Det skriver LB Foreningen i en pressemeddelelse.
Med støtten kan Barnets Blå Hus Vesthimmerland styrke den opsøgende indsats og nå endnu flere børn, unge og familier gennem oplæg, workshops på skoler og samarbejde med lokale aktører.
Indsatsen har fokus på tidlig opsporing, afstigmatisering og på at gøre det lettere for børn og unge at søge hjælp.
Formidlingsenheden består af frivillige og ambassadører med egne erfaringer, som deler deres personlige fortællinger og skaber genkendelse hos børn og unge.
Målet er at styrke den mentale trivsel, mindske følelsen af skam og skabe stærkere fællesskaber.
- Med støtten fra LB Foreningen får vi mulighed for at nå langt flere børn og familier tidligere i deres forløb. Vores erfaring er, at det gør en afgørende forskel, når børn kan spejle sig i andres fortællinger og opdager, at de ikke står alene, og at der findes hjælp, siger Ole Smed, leder af Barnets Blå Hus Vesthimmerland.
Den styrkede indsats betyder blandt andet, at formidlingsenheden fremover kan besøge flere klassetrin, samarbejde med minikonfirmander og deltage i forældremøder for udskolingen i Vesthimmerlands Kommune.
Støtte til lokale indsatser
Hos LB Foreningen er der fokus på at støtte lokale indsatser, der styrker mental sundhed og livskvalitet – særligt blandt sårbare børn og unge.
- Barnets Blå Hus Vesthimmerland gør en vigtig indsats for en sårbar gruppe børn og unge. Med formidlingsenheden arbejder de forebyggende og skaber åbenhed om svære livsvilkår. Den type lokale initiativer er særdeles støtteværdige, fordi de gør en reel forskel tidligt i livet, siger Kristian Obenholt, lokal repræsentant og medlem af uddelingsrådet for LB Foreningen i Region Nordjylland.
Donationen styrker et arbejde, der både forebygger mistrivsel og skaber trygge fællesskaber for børn, unge og familier i Vesthimmerland.
Ud over donationen på 100.000 kroner modtager Barnets Blå Hus Vesthimmerland også et unikt, nummereret og signeret kunstværk af kunstneren Line Jensen.