Barselscafé i Løgstør inviterer til ny sæson med sang, samvær og ærlige snakke
LØGSTØR: Efter stor interesse åbner Folkekirkens Familiestøtte Vesthimmerland og Løgstør Kirke igen dørene for en ny sæson af barselscafé i Løgstør. Tilbuddet er målrettet forældre på barsel med børn i alderen 0 til 2 år og byder på hyggelige formiddage med sang, samtale og nærvær.
Caféen afholdes i Løgstør Sognehus, Østergade 10, hver onsdag kl. 10.00–11.30 og ledes af Elisabeth Thomsen fra Folkekirkens Familiestøtte Vesthimmerland. Næste hold starter den 22. oktober 2025 og forløber over 8 uger.
- Barselstiden kan være både vidunderlig og udfordrende. Mange forældre oplever både op- og nedture i den første tid med et lille barn. Det kan være første gang, man er blevet forælder, eller en ny begyndelse i en familie med flere børn. Her kan det gøre en forskel at dele sine tanker og erfaringer med andre i samme situation, udtaler Elisabeth Thomsen.
Barselscaféen er et uformelt frirum, hvor der ikke stilles krav om forberedelse. Hver gang indledes med sang og fagter, hvorefter dagens emne sættes i gang – det kan eksempelvis handle om søvn, parforhold, digitale vaner eller livet som børnefamilie. Fokus er ikke sundhedsfagligt, men på ærlige samtaler og fællesskab i trygge rammer.
Tilbuddet er gratis, og både mødre og fædre er meget velkomne.
Ud over Løgstør afholder Folkekirkens Familiestøtte Vesthimmerland også barselscaféer i Aars og Aalestrup.