Aars får millionbeløb til fornyelse af bymidten
Ni projekter og 16 bymidter på landsplan får gavn af et beløb på samlet set 50 millioner kroner.
Det sker som led i en national indsats for at styrke danske bymidter - særligt i byer med mellem 4000 og 20.000 indbyggere.
Én af disse er bymidten i Aars, som har fået et tilsagn på fire millioner kroner.
Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
- Butiksdød og tomme lokaler i bymidter er gift for de lokale fællesskaber. I dag kan du klare shoppeturen fra sofaen. Det er let, men det truer den lokale vækst og jobskabelse. Det har vi ikke råd til. Vi skal holde liv i alle dele af Danmark, så vi ikke knækker over. Og derfor er jeg glad for, at vi nu giver en saltvandsindsprøjtning til 16 bymidter i hele landet. Alt sammen, så fremtiden også byder på levende og blomstrende byer i hele Danmark, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S).
- Et Danmark i balance kræver levende bymidter med et velfungerende handelsliv. Derfor er jeg glad for, at vi nu støtter, at 16 byer i hele landet nu får bedre mulighederne for at skabe liv og udvikling, tilføjer han.
I alt er der til hele indsatsen afsat 142 millioner kroner til projektet.
Foruden nordjyske Aars er der i første omgang fundet penge til projekter i Sorø, Kalundborg, Aars, Hedensted og Juelsminde foruden et fynsk projekt, der involverer i alt syv landsbyer.
Projektet i Aars har fået titlen "Transformation af Aars bymidte - fra en trængt hovedgade til et center for oplevelser".
Du kan læse hele projektbeskrivelsen i faktaboksen nedenfor.