Billede beskrivelse

Aalborg og Rebild overvejer ændring af fælles kommunegrænse

29. maj 2025 kl. 17.00

Aalborg og Rebild Kommuner er i dialog om en mulig ændring af kommunegrænsen mellem de to kommuner.

Målet er at skabe bedre muligheder for erhvervsudvikling nær Støvring og styrke naturgenopretningen ved Lille Vildmose. Borgere og virksomheder i de berørte områder er inviteret til informations- og dialogmøde den 2. juni.

Det skriver de to kommuner i en fælles pressemeddelelse. 

Forslaget skal skabe gevinster for både erhvervsliv og natur. I Rebild Kommune vurderes det, at en udvidelse af erhvervsarealerne ved Støvring vil understøtte byens bæredygtige vækst. 

Jesper Greth, borgmester i Rebild Kommune, udtaler:

- Vi ønsker at skabe gode muligheder for, at Støvring kan udvikle sig naturligt og bæredygtigt. Derfor ser vi det som en god løsning, at Rebild Kommune får mulighed for at udvide de eksisterende erhvervsarealer i forlængelse af byen – til gavn for både lokale virksomheder og borgere. Jeg ser frem til en god og tæt dialog med alle interesserede.

Fra Aalborg Kommunes side peges der på potentialet i at fremme både naturbeskyttelse og erhvervsudvikling gennem justeringer af kommunegrænsen. 

Jan Nymark Rose Thaysen, rådmand for By og Land, udtaler:

- Vi har et fælles ønske om at give både naturen og erhvervslivet de bedste muligheder for udvikling. Ved at justere kommunegrænsen kan vi sikre begge dele, og derfor er det uden tvivl en idé, som jeg synes, det er værd at drøfte og undersøge nærmere. Vi vil naturligvis inddrage og lytte til de borgere, der bliver berørt af justeringen.

To områder i spil

Forslaget omfatter to arealer:

Nord for Støvring foreslås det, at cirka 95 hektar overføres fra Aalborg til Rebild Kommune. 

Området ligger i landzone og består hovedsageligt af private landbrugsarealer. Det vurderes, at en del af området kan være egnet til fremtidig erhvervsudvikling i forlængelse af Støvring.

Ved Lille Vildmose foreslås det, at cirka 554 hektar overføres fra Rebild til Aalborg Kommune med henblik på naturgenopretning og beskyttelse.

Inddragelse før beslutning

Begge kommuner understreger vigtigheden af en åben proces, hvor fordele, ulemper og fremtidige konsekvenser belyses grundigt. Jesper Greth fremhæver:

– Vi ser på dette med åbne øjne og har et fælles ønske om at finde den mest hensigtsmæssige løsning – både for borgerne, virksomhederne og for den langsigtede udvikling af vores kommuner.

Jan Nymark Rose Thaysen tilføjer:

– Når man taler om kommunegrænser, taler man ikke kun om linjer på et kort – det handler også om identitet, serviceniveau, planlægningsret og økonomi. Derfor er det helt afgørende, at vi får input fra dem, der bliver berørt, og at vi tager deres input til efterretning.

Informations- og dialogmødet finder sted på rådhuset i Støvring den 2. juni fra kl. 17.00 til 19.00. 

Her får borgere og virksomheder mulighed for at stille spørgsmål og komme med input. 

Først derefter vil byrådene i de to kommuner beslutte, om der skal sendes en ansøgning til Indenrigsministeriet om ændring af kommunegrænsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste