Billede beskrivelse

80 år siden flystyrtet i Rold Skov: En hyldest til 11 unge mænds mod

20. april 2025 kl. 11.03

REBILD: I nat d. 19 april er det præcis 80 år siden, at en britisk flyvemaskine med 11 unge mænd ombord styrtede ned i Rold Skov nær landsbyen Aarestrup i hjertet af Himmerland. 

Ingen overlevede. I dag hviler de side om side på Aarestrup Kirkegård, i en såkaldt flyvergrav, hvor de ligger efter rang – med kaptajnen i midten.

På nedstyrtningsstedet, hvor flyet – en Liberator B24 – ramte navnlig en stor bøg, står nu et monument. Det er et stille og værdigt minde, som hædrer de unges indsats for Danmarks frihed fra den nazistiske besættelse. 

Billede beskrivelse

For nylig mødtes frivillige ved monumentet for at rense det for alger og svampe. "Jamen, for igen at sige tak på vores egen ydmyge vis," udtalte en af de deltagende med en skurekost i hånden.

Siden de faldne blev fundet i en massegrav tæt ved nedstyrtningsstedet i 1947, er der hvert år afholdt en 4.-maj-gudstjeneste i Aarestrup Kirke. Ved denne lejlighed lægges der blomster eller gran ved de 11 hvide sten.

I 2020 lagde en ældre kvinde en krans på en af gravene – en gestus fyldt med personlig betydning. Det var hendes fars grav. En far hun aldrig nåede at møde, da hun endnu ikke var født, da han mistede livet på frihedstogt over Jylland den 20. april 1945.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste