Seneste nyt
Billede beskrivelse

47 skibe klar til Limfjorden Rundt

05. september 2026 kl. 10.02

THY-MORS: Årets sejlads byder på skærpet konkurrence blandt de største skibe, fejring af Skives 700-års købstadsjubilæum og de første skridt frem mod Limfjorden Rundts 40-års jubilæum i 2027.

Når Limfjorden Rundt igen sætter sejl i uge 37, bliver det med 47 deltagende skibe fra Danmark og udlandet, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.

I løbet af ugen sejler de historiske og bevaringsværdige skibe gennem Limfjorden med besøg i Løgstør, Thisted, Struer, Nykøbing Mors, Fur og Skive.

Her kan publikum opleve skibene på nært hold og møde de mange besætninger, der er med til at holde den sejlende kulturarv levende.

Mere konkurrence blandt de største skibe

Som noget nyt er de to største deltagerklasser i år slået sammen til én klasse. Formålet er at samle flere skibe i samme konkurrence og dermed skabe mere spænding blandt de største fartøjer.

Sammenlægningen betyder, at flere af de store skibe kommer til at konkurrere direkte mod hinanden på de enkelte etaper og i den samlede stilling.

- Limfjorden Rundt handler først og fremmest om fællesskab, godt sømandskab og om at bevare vores sejlende kulturarv. Men konkurrencen er også en vigtig del af sejladsen. Med den nye klasseinddeling er det håbet at skabe nogle endnu mere spændende kapsejladser blandt de største skibe, fortæller arrangørerene.

Skibene anløber her:

Løgstør, mandag den 7. september

Thisted, tirsdag den 8. september

Struer, onsdag den 9. september

Nykøbing Mors, torsdag den 10. september

Fur, fredag den 11. september

Skive, lørdag den 12. september

Skive fejrer 700 år som købstad

Årets afslutning i Skive bliver noget ganske særligt. I 2026 fejrer Skive sit 700-års jubilæum som købstad, og Limfjorden Rundts ankomst bliver en del af markeringen på havnen.

Her bliver der mulighed for at opleve de deltagende skibe og den maritime stemning, samtidig med at byens historie og jubilæum fejres.

- Skive har gennem mange år været en vigtig del af Limfjorden Rundt. Derfor er vi meget glade for, at årets sejlads kan være med til at markere byens 700-års købstadsjubilæum. Vi håber, at mange vil lægge vejen forbi havnen og være med til at tage imod skibene, siger Niels Sohn, formand for Limfjorden Rundt.

Blikket er allerede rettet mod 2027

Samtidig ser arrangørerne frem mod 2027, hvor Limfjorden Rundt kan fejre sit 40-års jubilæum.

Forberedelserne til jubilæet er allerede i gang, og under årets sejlads vil der blandt andet blive optaget materiale til en jubilæumsfilm. 

Filmen skal fortælle historien om Limfjorden Rundt og sætte fokus på skibene, besætningerne, havnene, de frivillige og det fællesskab, som gennem fire årtier har været med til at gøre sejladsen til en helt særlig begivenhed.

- Limfjorden Rundt er blevet en stærk tradition, som samler skibe, havnebyer, frivillige og publikum omkring Limfjordens maritime kulturarv. I år tager vi hul på optakten til jubilæet, og i 2027 glæder vi os til at fejre de 40 år sammen med alle dem, der gennem tiden har været en del af sejladsen, lyder det fra arrangørerne.

En levende maritim tradition

Limfjorden Rundt er både kapsejlads, kulturformidling og et stort fællesskab omkring de historiske skibe. 

Hvert år tiltrækker sejladsen deltagere, frivillige og besøgende fra hele Danmark og udlandet.

De 47 skibe vil gennem ugen skabe liv i Limfjordens havne og give publikum mulighed for at opleve en vigtig del af den danske sejlende kulturarv.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste