Seneste nyt
Billede beskrivelse

Lokal sparekasse støtter tennisklub: Nu skal de have flere aktiviteter

03. september 2026 kl. 06.00

AARS: Aars Tennis & Padel har fået en ny sponsor i ryggen. Sparekassen Kronjylland er blevet sølvsponsor i den lokale klub, og støtten skal blandt andet være med til at skabe flere aktiviteter og løfte kvaliteten af banerne.

Det oplyser Sparekassen Kronjylland i en pressemeddelelse.

Sponsoraftalen glæder klubbens formand, Jesper Hartvig Kristensen:

- Det giver os mulighed for at udvikle klubben og skabe flere aktiviteter for vores medlemmer. Vi kan også løfte kvaliteten på vores baner, hvilket medlemmerne kan mærke, siger han.

Sparekassen Kronjylland slog dørene op i Aars og Løgstør i marts i år. Ifølge afdelingsdirektør Charlotte Røhl er engagementet i lokalområdet en naturlig del af at være lokal sparekasse.

- Det er altid vigtigt for os at sætte vores aftryk og gøre en positiv forskel for det lokale liv, siger hun.

Hun glæder sig samtidig over det nye samarbejde med klubben.

- Aars Tennis & Padel er en god, folkelig klub, som i mere end 110 år er blevet båret af lokale kræfter. Det vil vi naturligvis gerne bakke op om, siger Charlotte Røhl.

Aars Tennis & Padel har omkring 185 medlemmer. De er fordelt nogenlunde ligeligt mellem tennis- og padelspillere, mens mange medlemmer dyrker begge sportsgrene.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste