Alt er klar til Danmarks hyggeligste byfest
AARS: Der er mindre end et døgn, til Kimbrerfesten i Aars begynder, og nu mangler der kun småting, før arrangørerne og de mange frivillige kan melde klar til det, de selv kalder Danmarks hyggeligste byfest.
For formanden for Kimbrerfestkomiteen, Martin Dahl, begyndte arbejdet allerede for et par uger siden med klargøringen af Anlægget, og siden søndag har arbejdsdagen ikke været under 12 timer, men humøret er højt.
- Det tager man gerne med, når man kan mærke, at byen begynder at være i feststemning. Når vi er nede i anlægget, kommer der mange forbi, og alle glæder sig og roser vores indsats. Så er det svært ikke at være i godt humør, siger han.
Anlægget er igennem de seneste syv år blevet et af festens epicentre. Det rummer blandt andet den gamle sejlbåd "Dannebrog", som ikke er specielt sødygtig, men er indrettet med siddepladser til spisende og drikkende gæster. I år rummer Anlægget også en nyhed, en kopi af en alpehytte, hvor der lægges op til afterskiing med alt, hvad dertil hører.
Nyt er der også på lørdag, hvor man om aftenen for første gang forsøger sig med livemusik på friluftsscenen.
Det musikalske program på Friluftsscenen skydes i gang torsdag, hvor det fremadstormende band Kundu leverer åbningskoncerten.
Fredag indtager den populære hitmager Shaka Loveless scenen, og lørdag kommer turen til bandet Madsen med Johnny Madsens søn, Rasmus Madsen, i front.
Om programmet i øvrigt er der kun at sige, at mangt og meget er, som det plejer. Der er noget for enhver smag og aldersklasse.
Torsdag bydes der i nævnte rækkefølge på stegt flæsk, modeshow, revy, ølbingo og diskotek, før Kundo runder festen af.
Fredag er der fyraftensarrangement, livemusik med Volf & JB, revymiddag med efterfølgende musik leveret af Gert Degn, livemusik af Grand Prix Deluxe, diskotek og endelig Shaka Loveless.
Lørdag indledes der med gule ærter tilsat musik af Vesthimmerlands Harmonikaorkester. Der er igen revy, livemusik med The Rogers, festmiddag med Volf & JB, og mens Madsen indtager friluftsscenen, er der diskotek i Stakladen.
Søndag er den helt store familiedag med Kimbreroptoget, hvor byens foreninger og virksomheder dyster om præmierne for det flotteste og sjoveste indslag. Derefter flytter festen tilbage til friluftsscenen, hvor Årets Kimbrer og vinderen af optoget kåres, og hvor de populære YouTubere Morten Münster & Tobias runder årets Kimbrerfest af i børnehøjde.
Sidste år gjorde man adgangen til festpladsen gratis om søndagen, og det synes at være kommet for at blive.
- Det var en kæmpe succes med masser af mennesker, ikke mindst børnefamilier, så vi var ikke i tvivl om, at det skulle gentages, siger Martin Dahl.
Festen endte i 2025 i en rekord med et overskud på godt 850.000 kroner til fordeling blandt byens foreninger, men vejrudsigten, der for en gangs skyld er imod arrangørerne, kan godt komme i vejen for en ny rekord.
- Vi har haft solskin og tørvejr de seneste syv år, men denne gang undgår vi nok ikke noget regn, men hvis det bliver ved byger, så bliver det forhåbentlig ikke det store problem. Skulle det så ende med et underskud på "kun" 600.000, lever vi også med det. Det er lige så vigtigt at lave en god fest for alle, og det tror jeg også, vi gør denne gang, Martin Dahl.