Seneste nyt
Billede beskrivelse

Efter en måned i direktørstolen: Ole Olsen har store ambitioner for Comwell Rebild Bakker

Ole Olsen har nu været hoteldirektør på Comwell Rebild Bakker i en måned. Den første tid er blandt andet gået med samtaler med medarbejderne og med at lære hotellet at kende

03. september 2026 kl. 12.01

REBILD: Den 1. august begyndte Ole Olsen som ny hoteldirektør på Comwell Rebild Bakker.

Siden har han brugt den første måned på at lære både hotellet, medarbejderne og Comwell-kæden at kende.

- Det har været en oplevelse. Og det opsummerer måske meget godt den første måned. Vi er jo i oplevelsesbranchen, og det har været dejligt at opleve Comwell indefra. Jeg sover godt om natten og går hjem med masser af energi, fortæller Ole Olsen i en pressemeddelelse fra Comwell.

En stor del af den første tid er gået med individuelle samtaler med hotellets faste medarbejdere.

- Otte samtaler på én dag kan godt mærkes. Det er faktisk en hård øvelse, for man skal være meget koncentreret. Jeg prøver virkelig at spore mig ind på, hvem det er, jeg har foran mig, og hvordan vi kan samarbejde. Men det har været enormt positivt, siger han.

Fordelen ved at være ny

Ole Olsen peger selv på, at der er en særlig fordel ved at komme ind på hotellet med friske øjne.

Som ny har han endnu ikke vænnet sig til arbejdsgange, rutiner og rammer, og derfor kan han også få øje på ting, som andre måske ikke længere bemærker.

- Man er ikke husblind, når man er ny. Man kan pludselig se noget, som andre måske ikke lægger mærke til længere. Det kan være alt fra en lille detalje til en arbejdsgang, siger han.

Han understreger samtidig, at det ikke nødvendigvis betyder, at alt skal laves om.

- Man skal passe på med sin entusiasme. Nogle gange er der en god grund til, at tingene bliver gjort på en bestemt måde. Men som ny kan man tillade sig at observere og stille spørgsmål.

Ifølge Ole Olsen er ambitionen løbende at udvikle hotellet - både når det gælder gæsternes oplevelse, medarbejdernes trivsel og den daglige drift.

Vil styrke hotellets position

Selvom den første måned først og fremmest har handlet om at lære stedet at kende, er den nye hoteldirektør også begyndt at se fremad.

Her har han blandt andet en ambition om at styrke Comwell Rebild Bakkers position som mødehotel.

- Jeg er meget passioneret omkring udvikling og fremdrift. Jeg glæder mig til at se, hvor vi kan flytte Comwell Rebild Bakker hen sammen. Jeg håber især, at vi kan være med til at sætte hotellet endnu mere på landkortet som det førende mødehotel i Nordjylland, siger Ole Olsen.

Han ser sin egen rolle som mere strategisk end praktisk og vil i høj grad arbejde gennem hotellets øvrige ledere og medarbejdere.

Efter den første måned oplever han, at han er faldet godt til.

- Jeg har prøvet at træde ind i et nyt hotel før. Man kan godt genkende rytmerne og rutinerne. Men hvert hotel er sit eget, og her får jeg samtidig lov til at blive en del af noget større, fortæller han.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste