10-års jubilæum hos Profil Optik i Støvring: En tilfældighed blev til en karriere
STØVRING: Søndag den 27. juli markerer en særlig milepæl for butikschef Joen Saxkjær Madsen i Profil Optik på Støvring Bytorv. Selvom det kun er fem år siden, han overtog butikken i hjertet af Støvring, fejrer han nu ti år som en del af Danmarks største optikerkæde.
Optikerkarrieren begyndte ikke med en fast plan. Da Joen Saxkjær Madsen nærmede sig de 30, besluttede han sig for at finde en mere fast retning i arbejdslivet.
Uddannelsen som optiker tiltalte med muligheden for at gøre en positiv forskel for andre, men at det blev hos Profil Optik var nærmest en tilfældighed. Under studiet blev hans oprindelige praktikplads aflyst, og ved et tilfælde faldt han over en plakat for Profil Optik. Det blev begyndelsen på et langvarigt samarbejde.
Den indledende ugepraktik udviklede sig hurtigt til både studiejob og praktikpladser – og i 2018 kunne Joen Saxkjær Madsen kalde sig færdiguddannet optiker. Kort efter kom muligheden for at lede butikken i Støvring, og med støtte fra kæden voksede ansvaret gradvist.
- Det startede med, at jeg gik mere i vejen, end jeg var til gavn, men de har troet på mig og min udvikling, fortæller han med et smil.
I dag værdsætter han især det nære forhold til kunderne i Støvring – noget, der adskiller sig markant fra tiden i Aalborg.
- Det er en særlig oplevelse at hjælpe et barn til at se klart for første gang. Og i en mindre by som Støvring kender man kunderne – og de kender én. Det giver en stærk relation, men også et stort ansvar, siger butikschefen.
I løbet af de sidste ti år har han desuden bidraget til nye butiksåbninger, deltaget i interne lederkurser og holdt oplæg for kommende studerende. Allerede i den første samtale med HR nævnte han ønsket om engang at få sin egen butik – et løfte, der i dag er blevet indfriet.
Fejringen af jubilæet sker med kage i butikken den 4. august, når butikschefen vender tilbage fra ferie.
Om Profil Optik Støvring
Profil Optik på Støvring Bytorv tilbyder et bredt udvalg af brillestel – fra eksklusive designermærker som Prada, Gucci og Tom Ford til danske brands som Fleye, Ørgreen og Lindberg. Butikken udfører øjensundhedstests med professionel teknologi og er specialister i sportsbriller og kontaktlinser til forskellige behov og synsudfordringer.