Skoven omkring Skørping og Rebild kommer lørdag 3. juni til at vrimle med mountainbikere.
Livet her

528 MTB-kørere skal kæmpe i Rold Skov

28. maj 2023 kl. 06:00

Skoven omkring Skørping og Rebild kommer lørdag 3. juni til at vrimle med mountainbikere, når MTB Rebild Bakker for andet år i træk afvikler Rold Skov MTB-Marathon.

I løbet af otte timer vil 528 deltagere gennemføre en af to afmærkede ruter på 45 eller 75 kilometer, der bringer dem rundt i det meste af statsskoven. Ruterne byder på masser af udfordringer mellem træerne med skarpe sving, heftige stigninger, nedkørsler og en lang sej stigning op gennem Rebild Bakker, der helt ekstraordinært igen er åbnet for cykling i forbindelse med Rold Skov MTB-Marathon.

Kig forbi og se med

Der er mange muligheder for at følge og heppe på mountainbikernes anstrengelser. Kig for eksempel forbi flagstængerne i Rebild Bakkers gryde. Her vil deltagerne i tidsrummet 10.45 til 14 kæmpe sig op gennem Rebild Bakker-gryden, hvor mange vil blive nødt til at finde ekstra kræfter frem for at klare den tunge tur ad grusvejen op mellem bakkerne. En anden mulighed er at tage til målområdet ved Skørpinghallen, hvor der er masser af aktivitet og musik fra 10 til 18 eller gå til skoven syd for skolen, hvor der køres på MTB-spor i det såkaldte 24-timers-område.

Parkeringspladsen ved Skørpinghallen vil i forbindelse med Rold Skov MTB-Marathon være lukket fra fredag aften til lørdag klokken cirka 14, hvorfor kunder til Bagtanker lørdag bedes benytte skolens parkeringsplads.

Vil forstyrre trafikken i en kort periode

Samtidig beder arrangørerne om bilisters og beboeres tålmodighed ved rundkørslen i Skørping og på Buderuphomvej, hvor omkring halvdelen af deltagerne skal passere i tidsrummet mellem klokken 11.45 og 16. Alle 528 deltagere bliver fra klokken 10 sendt fra startområdet på parkeringspladsen ved Skørping Idrætscenter mod syd ad Moskovvej i grupper á 80 deltagere. Det sker hvert tredje minut, så dette område vil være under pres mellem klokken 10 og 11.

I forbindelse med løbet vil der endvidere fredag og især lørdag være øget biltrafik til de opmærkede parkeringspladser på marken nord for Teglgårdsminde.

Annonceret indhold

Nyeste