
Stifter døde i tragisk ulykke, men værdierne lever videre
Navnet skal gerne afspejle de værdier, som Steen Jørgensen har bygget selskabet op omkring
Det lå ikke i kortene, at ejerskabet hos Steen Jørgensen El-Installation A/S skulle afhændes i begyndelsen af 2023.
Men det blev en realitet, da stifteren Steen Jørgensen omkom ved en arbejdsulykke i juni 2021, hvor han blev kørt over af en lastbil.
Administrerende direktør, Michael Saxtoft, og teknisk direktør, Mats Bach Nilsson, blev de nye ejere.
De har nu besluttet at skifte navn på selskabet til Electable A/S.
Og selvom de med navneændringen distancerer sig fra stifteren, så mener de, at det nye navn reflekterer netop de værdier, som Steen Jørgensen har bygget sit selskab på.
En valgbar forretning
Electable A/S i Frederikshavn udfører el- og elektriske installationer på større bolig- og erhvervsbyggerier i hele landet.
- Vi er en branche, hvor der er meget fokus på pris og typisk ikke fokus på processen, hvilket kan skabe en dårlig stemning, fortæller Michael Saxtoft.
Det er kendt i branchen, at hvis man vinder et tilbud på en billig pris, så skal man hente ens fortjeneste på ekstraregninger forårsaget af ændringer i byggeriet.
Den tilgang gik stifter Steen Jørgensen mod. Han formåede at skabe et selskab med et ry for at levere i høj kvalitet til tiden og til aftalt pris, understreger Michael Saxtoft.
- Og det er det, som navnet på virksomheden skal reflektere. Vi skal være valgbare, siger han.
Michael Saxtoft og Mats Bach Nilsson forsikrede da også, at Steen Jørgensens værdier, skulle leve videre, da de overtog ejerskabet fra familien. Det mener de ikke, de har gået på kompromis med, nu hvor navnet ændres.
- Tværtimod. Steen var selv i en proces sammen med Mats om, at virksomheden skulle have et nyt navn. Vi diskuterede nogle navne, som på en eller anden måde kunne reflektere hans navn. Det er selvfølgelig ærgerligt, at man ikke kan få det hele, siger Michael Saxtoft.
Internationalt udsyn
Det nye navn klinger også bedre internationalt, hvilket passer selskabet godt. De har nemlig et ønske om at træde ind i vindbranchen.
- Der må man godt hedde noget, der klinger lidt anderledes. Vi har afgivet et par tilbud ind i den branche, og så må vi se, hvordan det folder sig ud, fortæller Michael Saxtoft.
Det seneste regnskab for Electable A/S for kalenderåret 2022 viser også en sund forretning, som burde kunne tåle et internationalt udsyn.
Og det forlyder da også, at de hos Electable i indeværende år fortsætter den gode stime.
- Vi har fået et par nye kunder. Vi er på budget i år, og det er vel at mærke et budget, som er bedre end sidste år, siger Michael Saxtoft.



