Seneste nyt
Billede beskrivelse

Hundesporten samler Nordjylland til DM

20. september 2026 kl. 10.27

FREDERIKSHAVN: Her i weekenden er Frederikshavn samlingspunkt for nogle af Danmarks dygtigste hundeførere, når årets DcH DM afholdes på FFI’s arealer på Fodboldvej.

Det er DcH Sæby og DcH Frederikshavn, der i fællesskab står bag det store mesterskab, hvor hundeførere fra hele landet dyster i forskellige discipliner om de eftertragtede DM-titler.

Et arrangement i den størrelse kræver både måneder med planlægning og mange frivillige hænder. Ti frivillige fra forskellige DcH-klubber har været en del af styregruppen, mens mere end 170 frivillige fra klubber i DcH Kreds 1 står klar til at hjælpe med blandt andet afvikling og praktiske opgaver.

Billede beskrivelse

Dermed bliver DM også et eksempel på det stærke fællesskab og samarbejde, der findes på tværs af DcH-klubberne i Nordjylland.

DcH står for Danmarks civile Hundeførerforening. Det er Danmarks største forening for hundetræning og hundesport, som blev stiftet i 1937. Foreningen har over 120 lokale klubber og mere end 13.000 medlemmer fordelt over hele landet.

Fem lokale ekvipager på startlisten

DcH Sæby er samtidig stærkt repræsenteret ved mesterskabet. Fem lokale hundeførere har kvalificeret sig og konkurrerer i forskellige discipliner:

- Brian Jensen & Arlo
- Gitte Andersen & Artie
- Jens Otto Ottosen & Baloo
- Brian Morgen & Raja
- Pia Klitgaard & Tessa

For de fem ekvipager er DM kulminationen på målrettet træning, og nu skal det vise sig, hvordan de klarer sig, når landets bedste mødes.

Der er gratis adgang for publikum, og alle med interesse for hunde og hundesport er velkomne til at kigge forbi. Det er samtidig en mulighed for at opleve, hvor meget frivillighed og samarbejde der ligger bag et stort sportsarrangement.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste