
Hugos salon er flyttet til Lodsgade
Hugo Azami, der har drevet frisørsalon i Rimmensgade gennem otte år, har netop flyttet sin barbershop til større lokaler i Lodsgade, da de hidtidige lokaler står foran nedrivning. Hugo Azami kalder sin salon for Fade Zone, fordi det netop er den populære Fade-frisure han er kendt for.
- Fade-frisuren er populær blandt unge mænd, men jeg klipper herrer i alle aldre, og min kundekreds er ganske bred, siger Hugo Azami. Han har ind imellem hjælp i salonen af sin bror, Hiwa, der også er taxivognmand.

De to brødre kom til Frederikshavn som flygtninge fra Irak i 2008, da Hugo var 12 år. De var opvokset i en flygtningelejr, hvor deres forældre stadig opholder sig. De har ikke set dem siden.
- Det er trist at måtte undvære sine forældre, men nu har vi begge fået vores egne familier her i Frederikshavn. Vi er begge gift, jeg har en søn på et år, og Hiwa bliver også snart far, fortæller Hugo Azami.
Flytningen af Fade Zone Barbershop har givet Hugo Azami nogle attraktive lokaler meget tæt på gågaden.