Højskolebevægelsen fik nyt liv på scenen
SÆBY: Når Hørby Efterskole hvert år tager på skitur til Norge, får Sæby Friskole lov til at benytte efterskolens idrætshal og lokaler, hvor de opfører en musical over et historisk tema.
Siden Sæby Friskoles start i 2019, har de i uge fem, flyttet undervisningen til Hørby.
I år øvede og opførtes historien om læreren Christen Kold (1816-1870) der med sin vedholdenhed og engagement skabte højskole- og friskolebevægelsen i Danmark.
Fernisering
Umiddelbar inden forestillingen skulle rulle over scenen torsdag eftermiddag, blev der i overværelse af et par hundrede søskende, forældre og bedsteforældre holdt fernisering på plakatkunst.
I stedet for at kassere sine valgplakater havde Mette Hardam spurgt Sæby Friskole om de kunne bruge hendes plakater, der jo kun havde hængt tre uger i lygtepælene.
Skolen kunne ikke modstå tilbuddet om godt 100 jomfruelige hvide bagsider, som blev til forsider, efter hver elev havde udfoldet sit kreative talent på plakaten.
Resultatet blev et mangfoldigt og farverigt skue der dækkede hele forhallen på Hørby Efterskole.
Musicalen om Christen Kold
Stykket var beretningen om Christens liv fra sin barndom i Thy til sin død 54 år senere i Dalum på Fyn.
Med moderens og senere Guds hjælp fik Christen troen på, at han kunne få en fremtid som degn. Allerede som helt ung nægtede han at undervise eleverne i udenadslære og spanskrøret, som dengang blev anvendt som pædagogisk værktøj, lagde han på hylden – skolen skal oplive, før den oplyser.
I udvalgte nedslagspunkter opførte og sang eleverne sig på smukkeste vis igennem afgørende epoker i friskoletænkerens liv.
Blandt andet gjorde Christen op med datidens strenge og terpe-baserede konfirmationsforberedelse, hvilket blandt det præstedominerede styre gav mange modstandere.
Personerne bag
Musicalen er en forkortet udgave af den musical der blev opført af eleverne på Hørby Efterskole i 2016. Det var tidligere lærere Ole Læborg, Mette Ravnholt, Mark Christiansen og Helle Krogsgaard der skrev manuskrift og musik.
Friskolens musical blev instrueret af Jeanne Hejslet og Helle Krogsgaard.
Den professionelle opsætning af lyd og lys blev leveret af elever fra EUC Frederikshavn, der er i gang med en eventtekniker uddannelse.
- I omgangen med eventteknikerne får vores elever øjnene op for denne erhvervsmulighed og elever fra EUC får mulighed for at træne deres færdigheder på et virkeligt event/show, vurderer Sæby Friskoles leder, Helle Krogsgaard.
Takket være et godt samarbejde med Fonden Tordenskjold, havde friskolen lånt de mange dragter og kostumer som eleverne havde på under forestillingen. Selv om Tordenskjold levede omkring 100 år før Christian Kold skiftede moden ikke så hurtigt dengang.
Specielt i år takker Helle Krogsgaard Hørby Efterskole for at stille gode opvarmede lokaler til rådighed.
- Vi er vant til at færdes i et telt der er opstillet ved skolen på Frederikshavnsvej, så det er rart at møde til undervisning uden flyverdragt, hvilket pludselig giver andre muligheder for tøjvalg, slutter Helle Krogsgaard.