Billede beskrivelse

De danske kyster er en fælde: Kaskelothvalen 'Valborg' strandede i Sæby

03. februar 2026 kl. 06.03

SÆBY: Lørdag den 31. januar strandede en 13,7 meter lang kaskelothval i Ålbæk Bugt. 

Det er første gang i 10 år, at en kaskelothval er set strandet langs de danske kyster. Sidste gang var i 2016 ved Fanø, men gennem tiden har der været flere tilfælde i Nordjylland - heriblandt i Sæby tilbage i 1988, hvor 'hvalen Valborg' pludselig dukkede op. 

Den vender vi tilbage til senere.

Danmarks hval-eldorado

Carl Kinze fra Statens Naturhistoriske Museum har arbejdet med hvaler i 50 år, og ifølge ham, kan både Skagerrak og kattegatkysterne betegnes som en form for dansk hval-eldorado.

- Det er de steder, hvor man møder de store hvaler og hvaler, der forvilder sig ind, heriblandt kaskelotten, fortæller han.

Kaskelothvalen hører normalt ikke til i indre danske farvande. De trives bedst på det dybe hav langt fra kysten, men ser man på optællingen af strandede kaskelothvaler i Danmark gennem tiden, er der faktisk registreret hele 71 af slagsen siden 1572.

Heriblandt er 11 af dem strandet i Nordjylland, mens Rømø, i den sydvestlige del af Sønderjylland, har haft allerflest af slagsen, særligt i forbindelse med to massestrandinger sidst i 90'erne, hvor henholdsvis 16 og 13 hvaler dukkede op langs stranden efter at have forvildet sig ind i Vadehavet.

- Dengang så vi også et enkelt tilfælde i Nordjylland kort forinden, så jeg håber ikke, at hvalen i Ålbæk er en forvarsel, siger Carl Kinze, der var med, da de store hvalflokke af to omgange strandede ved den sønderjyske ø.

Hvalen Valborg

Den 30. november 1988 strandede en kaskelot på Sæby nordkyst lidt nord for Søbadet.

Hvalen, der målte 14,63 meter, var allerede død, da man fandt den ved kysten. 

Dengang var sæbynitten Helle Østergaard på barsel og dokumenterede den opsigtsvækkende begivenhed gennem billeder, som hun senere har delt gennem hende og mandens facebookgruppe 'Gamle Sæby Billeder'.

- Vi boede tæt på strandingen, så jeg stod på stranden i flere dage i bidende kulde med barnevognen ved min side, fortæller hun.

Billede beskrivelse

Hun husker, at hvalen hurtigt blev døbt 'Valborg', selvom det var en han - og efter knap 24 timer var det store dyr parteret, så kun skelettet stod tilbage.

I en periode lå det herefter i havnebassinet, hvorefter det kom på Fiskeri- og Søfartsmuseet.

Den blev senere estimeret til at være 33 år gammel.

Billede beskrivelse

I 2012 blev Valborg udstillet hos Naturhistorisk Museum i Aarhus i forbindelse med udstillingen 'Den Globale Baghave', hvor han stadig kan findes den dag i dag.

Billede beskrivelse

En farlig rute 

Kaskelotsæsonen i Danmark ligger primært i vinterhalvåret fra november til februar og involverer næsten udelukkende hanhvaler på vandring, da hunnerne foretrækker de varmere temperaturer længere sydpå. 

Rent instinktivt følger hvalerne det dybe vand, og her kan de desværre ende på en farlig rute, hvis de ender med at sætte retning mod Skagerrak.

- Kaskelotten kan forvilde sig ind, når den følger det dybe vand i Norske Rende, hvor der er helt ned til 700 meter dybt. Men i Nordsøen er det så uheldigt, at det dybeste vand går 'den forkerte vej' - altså mod land - og herfra kan de sommetider komme ind i den lavere del af Nordsøen ved Skagerrak, og når de først kommer derind, så går det dem desværre ofte skidt, forklarer Carl Kinze.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste