Det blev Sara og Alexander, der skal til Prins Christians fødselsdagsfest
Mennesker

Sara og Alexander skal til bal på slottet: - Det virker som et eventyr

14. september 2023 kl. 11:01

139.

Så mange unge mennesker fra Frederikshavn Kommune havde lagt billet ind på at komme med til Prins Christians fødselsdagsfest.

Men der er kun to pladser til hver kommune, og nu har Frederikshavn altså fundet de to heldige 18-årige, der skal med til den fremtidige konges fødselsdagsfest.

- Jeg troede ikke på det. Det var rimelig utroligt. Mine forældre troede heller på det til at starte med, for det er altså ikke hver dag, man får sådan et opkald, fortæller Alexander Lindskov Mortensen fra Frederikshavn, om det øjeblik, hvor han fik beskeden om, at det var ham, der skulle til bal på slottet.

Sara fra Strandby trak også det længste strå, om at komme med til Prinsens fødselsdagsfest på Christiansborg Slot. Hun er dog ikke nervøs for at stå ansigt til ansigt med de kongelige, hun er mere spændt på oplevelsen.

- Jeg glæder mig til det hele. Det virker som et eventyr, og det er vildt, at jeg får lov at opleve det. Jeg vil aldrig glemme det, siger Sara Nickelsen.

Det pæne tøj skal findes frem

Der er som altid en dresscode, når man skal til bal på slottet. Til fødselsdagsfesten 15. oktober, skal de unge således iføre sig lang kjole, jakkesæt eller smoking. Noget Sara også glæder sig til.

- Det er megafedt med gallakjole. Det er jo en pigedrøm, så jeg skal ud at prøve en masse forskellige.

Alexander her derimod en mere afslappet holdning til hans tøj:

- Jeg vælger nok bare det første jakkesæt, jeg ser, hvis det ser godt ud. Som frederikshavnere er vi jo ret meget nede på jorden, siger Alexander Lindskov Mortensen.

Det er kommunen der har udtrukket de to unge mennesker mellem de 139, der havde udfyldt en formular på kommunens hjemmeside.

Det har således været helt tilfældigt, hvem der endte med at blive valgt. Det eneste der skulle tages højde for, da der skulle trækkes lod, var, at der fra Kongehusets side er et krav om, at det skulle være både en dreng og en pige, der skulle afsted.

Om det bliver en guldkaret, der skal føre dem til slottet vides ikke, men sikkert er det, at Kongehuset sørger for transporten til og fra fødselsdagsfesten.

Annonceret indhold

Nyeste