Pauli lever af at sælge drømme

Pauli Tvilling gæster fødebyen Strandby med foredraget - Min farmor er vintage

27. september 2018 kl. 19.20

Tiden er en anden i Pauli Tvillings univers. Vi er tilbage til tiden, da herrerne både havde råd og lyst til at præsentere deres kvinder for chefen i en unik kjole, der gjorde dem uimodståeligt smukke, en kjole syet til hende og til lejligheden uden skelen til, at så blev der ikke blev råd til et nyt badeværelse. For det var en kjole med sjæl! Og den løftede kvinden.

Pauli Tvilling, skrædder og designer, var allerede som barn var optaget af at tegne, klippe og sy i sin mors kjoler fra 50’erne og 60’erne.

Allerede i gymnasietiden var han sig bevidst, at han en dag skulle kunne noget, og når den dag indtraf, skulle han udstille på Frederikshavn Kunstmuseum, som han hver dag passerede på sin vej til gymnasiet.

- Når du når dertil, har du opnået noget, tænkte han.

Det gjorde han i det spirende forår, som en gestus til Købstaden i anledning af 200 års fødselsdagen. Og det var en gave, der blev velmodtaget med et massivt besøg på Kunstmuseet og udsolgte huse til de foredrag, han holdt på biblioteket.

Nu er han tilbage igen - i fødebyen Strandby, hvor han torsdag 4. oktober kl. 19 holder foredrag i Strandby Borger og Kulturhus på Skolevej.

Pauli Tvilling har i dag slået sit navn fast i bredere kredse - blandt andet med sin butik FN92 opkaldt efter farmands kutter, hvorfra han sælger vintage, smukt, feminint tøj i en kvalitet, der ikke længere er tilgængeligt på det aktuelle marked, og hvorfra han redesigner unika.

Han har været med i tv-programmet "Skattejægerne" og lavet modeshow på La Glace i København.

Så, jo han er opnået noget.

Selv tøver han ikke med at sige, at han er blevet en af de mest seriøse, en af de bedste i branchen. Ellers kunne han også lige så godt stoppe, mener han.

Og selv om han udstillede på Kunstmuseets i foråret, så tag ikke fejl: Han er ikke museum, men en virksomhed, så publikum må føle og mærke på kjolestofferne, silken og blonderne, de må vende stofferne, så de kan se og nyde de håndsyede sting for derved at fryde sig, ja, lade sig beruse over den pragt, der var over fordums tiders festkjoler og i dette tilfælde brudekjoler.

Den ældste er fra 1818, fundet og købt af hans indkøber, der arbejder med dødsboer i Beverley Hills i USA.

- Jeg købte den, fordi jeg ville have den! Den siger noget om, hvor jeg er som butik. Det er ikke en kjole, som sælger, men det er en kjole som vores butik, på det niveau den er oppe på, skal have. For at have hele spekteret.

Pauli Tvilling har også har indkøbere i Frankrig og i England, men får stadig mange ting ind fra Danmark.

- Men der er kamp om at få fat i tingene. Det er jo i tusind-, tusindvis, der er på jagt efter det næste stykke. Der kommer til at gå nogle år - så er der heller ikke mere.

De sidste kjoler kommer overvejende fra folk, der overlevede Anden Verdenskrig. De kommer til Pauli Tvilling med en kjole eller flere og spørger: Vil du passe på den?

I byerne ved man, at man skal passe på sådanne ting - det ved man ikke altid på landet, og de ældre, der kommer, er bange for, at børnene vil tænke: Hvad skal jeg med den kjole, og så smide den ud. Sådan som man gør med tøj fra 80’erne og 90’erne og frem til nu. Der er ingen værdi i det tøj, med mindre der står Chanel i det.

- Det er jo masseproduceret - alt sammen. Det er uden sjæl.

Men folk fester jo heller ikke mere. Og skal de endelig til en fest, skal de helst have en kjole, der har reference til det, de går i om mandagen. Måske en lang kjole fra Malene Birger, men du skal op i en kjole fra Jesper Høvring til 30.000 kr., før du måske har noget, der kan modsvare fortidens kjoler.

Tag en kjole fra 1930’erne, en kjole fra Holger Blom ... eller en kjole fra 1950-60’erne, dengang manden havde råd til, at konen så godt ud, og han end ikke overvejede at sætte prisen op imod et nyt badeværelse eller et nyt køkken. Men det har selvfølgelig også at gøre med oplevelsen. Har du været til prøvning tre-fire gange, så får du altså en kjole, der er unik og sidder. Men hvor mange har råd til 200.000 kr. til en kjole i dag?

- For os handler det om gamle ting, vi kan adoptere til moderne mennesker, uden at de føler, at de er klædt ud. Vi skaber unika til moderne mennesker. Vi skaber unika af historien!

Med andre ord: Pauli Tvilling køber fine, gamle kjoler, der er rene udstillingskjoler, eller som han også siger "ren blær", og han køber i høj grad smukke, gamle kjoler, herunder brudekjoler, som han redesigner og skaber nye unikaer af, foruden at han køber vintagekjoler, der kan sælges uden de store ændringer.

Men han er nødt til også at kigge ud i fremtiden, nu da markedet for vintage er på vej til at blive tømt. At han allerede er i gang, vidner den udstillede brudekjole fra 2018 om.

Den er skabt af blonder, han fandt på ruller og skabte ud fra gamle mønstre.

- I september stod jeg på et fransk loppemarked i Lille. En familie stod med en kæmpe bunke blonder, håndlavede blonder, og man kunne se på familien, at den bare skulle af med blonderne. Jeg købte rub og stub - omkring 400 meter i forskellige bredder og med forskellige tunger. Alt skal håndvaskes, så stivelsen kommer ud, men tilbage er den lækreste blonde, jeg har syv-otte kufferter fulde, og det er det nye - på en andenplads - at lave noget af gamle metervarer.

Jeg kommer til at lave rigtigt meget af stof fra 60’erne efter mønstre fra 30’erne, vurderer Pauli Tvilling.

Han har altid været besat af tøj, af at tegne, klippe og sy.

Som barn var det mors kjoler fra 50’erne og 60’erne, han arbejdede med.

I gymnasietiden klippede han sorte affaldssække i stykker og syede kjoler af dem. Han husker, at han lavede modeshows på gymnasiet og siger i dag, at det var fedt, at skolen gav ham lov til at lave modeshows i festsalen.

- I dag er mit liv faktisk det samme. Jeg er heller ikke blevet rigere, ler han.

Dengang i gymnasietiden sad han tit og ofte på biblioteket og læste om modeskaberen Erik Mortensens vej fra Frederikshavn til modehusene i Paris.

- Jeg nærlæste, hvordan det var at komme til Paris. Jeg tænkte ikke på, at sådan ville det ikke være i min tid, fortæller Pauli Tvilling, der allerede dengang var sig bevidst, at han som gammel ikke ville sidde og tænke: Du gjorde det ikke.

Efter at have taget skrædderuddannelsen på Alexandra-Skolen i Frederikshavn, pakkede han derfor kufferten og rejste til Paris.

På legater lejede han sig en lejlighed og rendte rundt til modehusene og spurgte; må jeg arbejde gratis for jer?

Det lykkedes ham at få foden inden for nogle af de store modehuse, og da han samtidig brugte tid på at lære at tale fransk, var tiden besat.

Pauli Tvilling, der tilsyneladende har let til latter, griner igen og fortæller, at hans mor sendte dåsetun og andet ned til ham, og jo, medgiver han, der var da øjeblikke, da han tænkte, at livet i Danmark ville være lettere, alt i Frankrig var og er så hierarkisk og helt uden den hygge, han finder i Danmark, men drømmen var solid og fasttømret og fik ham igennem hverdagen.

Efter en tid som volontør, lykkedes det ham at blive ansat hos Louis Feraud, hvor de syede kjoler til 200.000 - 300.000 kr.

Da han samtidig fik fem assistenter fra franske designskoler under sig, var det nærliggende også for Pauli Tvilling selv at tænke, at han var dygtig.

Men nej, griner han, så han næsten ikke kan stoppe.

- Jeg fik at vide, at jeg havde øjne som svenske skovsøer, og at jeg havde været heldig.

Pauli Tvilling fik dog nu en periode med oplevelser, som han kendte fra Erik Mortensens bog.

Og lidt tid må han efterhånden også have fået, for det var i Paris, at han begyndte at samle gammelt tøj.

- Det var i Paris, at jeg så småt begyndte at tænke, at jeg kunne klippe op og skabe unika - at jeg ved at redesigne kunne lave unika til almindelige mennesker. Dér begyndte jeg jagten på gamle ting.

Men med ét, efter fem år i Paris, blev der sat en stopper for Pauli Tvillings karriere i Paris: 11. septemper 2001 i New York.

- Alt døde. Branchen gik i stå. De store indkøbere fra Kina blev væk. Alle blev væk. Efter et halvt år rejste jeg hjem med kufferterne fyldt med vilde oplevelser og absolut ingen penge.

- Jeg havde brug for at tjene en almindelig løn. Jeg havde brug for ikke kun at leve for at arbejde. De franske modehuse suger alt ud af dig. Mit kar var tømt!

I Danmark havde han først og fremmest brug for at samle energi. Men han begyndte også for alvor at samle tøj, og da han på et tidspunkt havde 3000 stykker tøj i sin et-værelses lejlighed og ikke havde råd til en to-værelses, fordi han hellere brugte penge på vilde kjoler, var han klar over, at han enten måtte stoppe med at samle eller åbne en butik.

Med reference til faderens fiskekutter åbnede han vintagebutikken FN92 i det indre København.

Lige nu glæder han sig over tendensen til at ville ned i tempo. Og over at det at komme til at eje et stykke unika igen er blevet en del af drømmen.

- Jeg lever af at sælge drømme, ler han.

Billetter til foredraget - Min farmor er vintage - kan købes i Den Blå Cafe.

Bag arrangementet står Elling Sogns Lokalhistoriske Arkiv.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste