Esben Nedermark er tilbage i Frederikshavn
FREDERIKSHAVN: Klublegenden Esben Nedermark er vendt tilbage til Frederikshavn White Hawks som assistenttræner.
Det er et særdeles velkendt ansigt, der er tilbage på trænerbænken i form af den tidligere storspiller, som efter mange år væk nu skal bidrage med humør, mandskabspleje og energi i omklædningsrummet.
Egentlig havde Esben Nedermark set frem til pensionisttilværelsen efter 25 år som team manager for det danske ishockeylandshold, men da Frederikshavn henvendte sig, lod han sig overtale.
- Jeg gik og glædede mig lidt til at komme hjem og nyde min pension. Men så ringede de herfra og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at være med. Først sagde jeg nej, men de blev ved med at komme med mange forklaringer, og til sidst sagde jeg ja. Man brænder jo for det, og det her er min gamle barndomsklub, forklarer Esben Nedermark.
Han ser frem til sin rolle, hvor han i et nyt trænerteam blandt andet skal supplere cheftræneren og målmandstræner Johan Westermark.
- Det er ikke mig, der skal stå for taktikken eller være cheftræner, men det handler om mandskabspleje og at få noget humør tilbage i omklædningsrummet. Det bliver min primære opgave, siger han.