Seneste nyt
Billede beskrivelse

30 klasser dystede til traditionsrig idrætsdag

31. august 2026 kl. 10.03

FREDERIKSHAVN: Sækkevæddeløb, trillebørskørsel, kreative udfordringer og en smule bestikkelse af lærerne var på programmet, da eleverne på Frederikshavn Gymnasium dystede til den traditionsrige idrætsdag. 

Vejret var tæt på at spænde ben for dagen, men en hurtig ændring i planerne sikrede, at konkurrencerne kunne gennemføres i solskin.

Det skriver Frederikshavn Gymnasium i en pressemeddelelse.

Billede beskrivelse

Frederikshavn Gymnasium har i mange år afholdt idrætsdag, hvor eleverne konkurrerer klassevis mod hinanden i en række forskellige discipliner. 

I år var vejrguderne dog tæt på at sætte en stopper for den venskabelige kappestrid.

Hele gymnasiets idrætsanlæg, skolegården og Kennedyparken bliver taget i brug, når idrætslærerne arrangerer dagen. Med 30 klasser og 20-25 elever i hver kræver det nemlig god plads, når der skal dystes i fantasifulde discipliner.

Eleverne transporterer blandt andet vand på et stort trækryds, danner figurer med deres kroppe, hopper i sække, skyder golfbolde gennem porte og kører trillebør. Langt de fleste opgaver kræver både samarbejde, kreativitet og engagement.

Billede beskrivelse

Mange elever møder udklædte op, mens andre tager dagen i deres almindelige tøj. Nogle går efter sejren, mens andre først og fremmest går efter en sjov dag.

Lærerne tager samtidig gerne imod lidt ”bestikkelse” i form af blandt andet kaffe, kage eller en sang - til gengæld for et par ekstra point ved posterne.

Selvom der bliver konkurreret, er det vigtigste ved idrætsdagen fællesskabet. Eleverne mødes på kryds og tværs af uddannelser og årgange, mens lærerne får mulighed for at møde elever, som de ikke underviser eller vejleder til daglig.

Vejrudsigten ændrede planerne

Idrætsdagen er en tradition, som mange på gymnasiet sætter pris på. Derfor blev vejrudsigten også fulgt ekstra nøje i dagene op til arrangementet.

Oprindeligt skulle idrætsdagen have været afholdt fredag. Men da vejrudsigten tirsdag fortsat lovede regn og blæst, blev planerne ændret, og idrætsdagen rykket frem til torsdag.

Det betød, at både lærere og elever måtte flytte rundt på undervisning, aftaler og andre forpligtelser. Til gengæld lykkedes det at gennemføre idrætsdagen i solskin.

Nu venter klasserne på næste uges morgensamling, hvor vinderne bliver afsløret, og de dygtige - og måske også lidt heldige - vindere får overrakt kagemænd.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste