Seneste nyt
Billede beskrivelse

Don P fejrer 50 års jubilæum i hjerteklubben

30. august 2026 kl. 18.17
Opdateret kl. 18.24

STRANDBY: Fra Frederikshavn til Skagen kender de ham; Bjarne Pedersen - også kaldet Don P - formand for fodboldklubben SEIF. Strandby, Elling Nielstrup Idrætsforening i Strandby.

Lørdag blev han fejret for 50 år i klubben.

Ved en reception i Klubhuset på Skeltvedvej overrakte DBU ham guldnålen for 50-års jubilæet. Samtidig blev også Jytte Nygaard, som står for klubhusets cafeteria, hædret for sine 25 år i klubben.

Billede beskrivelse

- Men det skal vi ikke gøre noget ud af. Det er Bjarnes dag i dag, siger Jytte og forklarer Bjarnes betydning for klubben.

- Bjarne betyder alt. Han er den der går forrest, det er ham, der skaffer sponsorer og penge, og det er også ham, man altid kan regne med og ansigtet ud ad til her i klubben, fortæller hun.

Men også de praktiske ting står Bjarne for; om det er at vande banen, at få løsrevne græstotter på plads eller hente kridtmaskinen i Frederikshavn og få kridtet af.

- Den anden dag, lige inden en kamp, kørte der en lille peugeot rundt på banen med en rive ud af vinduet. Det var Bjarne, der lige skulle fjerne blade, så det så ordentligt ud til kampen, fortæller Jytte.

Billede beskrivelse

For Bjarne er arbejdet i SEIF ren afslapning, hvis han selv skal sige det.

- Først og fremmest er det afslappende at komme herop og sidde og kigge ud over banen. Det er afslappende, fordi man helt selv bestemmer, fortæller Bjarne om forskellen mellem at arbejde frivilligt og have et rigtigt arbejde, hvor man skal præstere noget bestemt indenfor en bestemt tidsramme.

Sådan er det ikke i SEIF, som Bjarne har været en del af, siden han var otte år og det hed SIF. Først som fodboldspiller, siden som frivillig og over flere omgange som formand for bestyrelsen, hvilket han også er nu og har været de sidste 10 år.

Billede beskrivelse

Og livet med fodboldklubben har passet ham perfekt.

Hans arbejdsliv med skiftehold har passet, så han kunne bruge meget af sin tid i klubben. Og det samme med hans ægtefælle Joan.

- Havde det ikke været for familien, havde det ikke kunnet lade sig gøre. Vi har tre drenge, som alle har spillet i SEIF og været trænere. Det har været et fantastisk liv, fortæller han.

Skal han pege på højdepunkter i løbet af de halvtreds år, så er et af dem, da SEIF kom i kreds med FFI’s (Frederikshavns forenede idrætsklubber) førstehold efter 45 år.

- Det var stort. Vi har endnu ikke slået dem. Vi har spillet syv kampe og tabt dem alle sammen, siger han med et glimt i øjet, for der skal jo også være noget at stræbe efter i fremtiden for klubben.

SEIF har omkring 350 medlemmer. Sidste år fik de et boom af indmeldelser, især af piger i alle aldre. SEIF har hold i serie 2.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste