Seneste nyt
Billede beskrivelse

Fodboldfestival og cykelløb: 650 spillere var i Sæby

31. august 2026 kl. 09.03

SÆBY: Hvad får man, når en klub har indbydende grønne fodboldbaner, der er mærket op til børnefodboldhold, hundrede frivillige der står klar til at tage imod 650 spillere fra 27 klubber fra Skagen i nord til Støvring i syd?

Det oplagte svar er: IF Skjolds 4. Børne Fodbold Festival.

På en lørdag med perfekt fodboldvejr for såvel spillere som publikum, blev der spillet mere end 100 spændende kampe.

Billede beskrivelse

Mellem kampene kunne spillerne muntre sig med en række andre aktiviteter, som til lejligheden var opstillet på Sparekassen Danmark Arena.

Den uundgåelige afsvalende regnbyge på cirka 20 minutter faldt helt efter planen sammen med, at Hjem Is bilen kom på besøg med overraskelser.
Under overværelse af seks populære maskotfigurer fra andre klubber og handelsstandsforeninger fik hver spiller overrakt fine medaljer.

Billede beskrivelse

De børn der blev der til om eftermiddagen fik lejlighed til at se deres forbilleder på fodboldbanen, hvor IF Skjolds første hold spillede mod Asaa/Hjallerup. Med resultatet 1-2 havde udeholdet mest at fejre i omklædningsrummet.

Billede beskrivelse

Cykelsponsorløb slog alle rekorder

Som led i Børne Fodbold Festivalen var det traditionsrige cykelsponsorløb for første gang rykket indendørs i Nordjyllandshallen, som ligger i tilknytning til IF Skjolds klubhus og fodboldbaner.

Som formand for IF Skjold, Flemming Thingbak sagde i sin velkomsttale, var eventet taget et step op, hvilket skulle vise sig han havde fuldstændig ret i.

Billede beskrivelse

Der var dækket op til en kombination af god mad og en medlevende spinning-konkurrence og når maden bestod af helstegt pattegris med alt tilbehør fra Meny og kendte borgere fra bybilledet på cyklerne, kunne det ikke blive bedre.

Til lyden af spisende gæster, stillede ti modige cyklister op til årets spinning-konkurrence, hvor det gjaldt om at cykle flest mulige penge ind til fordel for IF Skjolds ungdomsafdeling.

Billede beskrivelse

Under ledelse af Jesper Sørensen fra Bike4Clubs blev der rullet et show ud, som hverken ryttere eller publikum sent vil glemme.

Ryttere, der i ugerne op til arrangementet havde pisket rundt til erhvervslivet for at indgå sponsoraftaler, blev på scenen pisket frem af et jublende publikum og motiverende musik fra højtalerne, til at træde et par watt ekstra i pedalerne.

I den timelange konkurrence var der indlagt fire spurter som gav syre i benene og sved på panden.

Ud over at heppe på rytterne kunne publikum give et beløb til en eller flere udvalgte ryttere, hvor navn og beløb blev vist på storskærmen på scenen.

Efter en hæsblæsende time havde publikum fået stillet sulten og tørsten og rytterne kunne trætte og glade konstatere en indsamlingsrekord på 276.500 kroner, hvilket var 14.500 kroner mere end sidste års rekordår.

Billede beskrivelse

Sportsligt vandt Carsten Nedergaard, Montes der opnåede 42 kilometer, dog skarpt forfulgt af Christian Banch, Nordjyske Bank med 40 kilometer på tælleren. Økonomisk blev de dog distanceret af John Sørensen, der godt nok ikke kørte så mange kilometer, men i kraft af gode sponsorater kom på godt 46.000 kroner.

Med musik fra 80- og 90-erne sørgede Tøt City Band for, at den gode stemning fortsatte et par timer endnu.

Skjolds venner

Støtteforeningen Skjolds Venner, der afholder ugentlige whistaftner og bankospil i klubhuset, har haft et godt år. Så godt, at formand Jette Pedersen kunne overrække 125.000 til Flemming Thingbak, der kvitterede med at rose klubbens store arbejde til glæde for IF Skjold.

Begge kunne love, at succesen med Børnefodboldfestivalen vil blive gentaget den sidste lørdag i august 2027.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste