30 lokale kræfter tror på Sæby: Nu er flere nye projekter på vej
SÆBY: Det eneste, der kommer af sig selv, er nullermænd og nedgroede negle. Alt andet kræver normalt hårdt arbejde og en målrettet indsats.
Således har projekter som f.eks. De Glemte Broer, Sæby Strandpark, badebro, turistkontor og jubilæumsarrangement for Fruen ved Havet krævet, at der er nogle, der har taget initiativ og gået forrest, når der er blevet sat projekter i søen.
Ligesom nogle går til fodbold og håndbold, har en række engagerede sæbynitter valgt at gå til byudvikling.
For fire år siden tog Sæby Erhvervsforening initiativ til oprettelsen af et netværk med deltagelse af dynamiske sæbynitter, der ønskede at gøre en aktiv indsats for en bedre erhvervsudvikling, bosætning og byens infrastruktur.
Under navnet Rundt om Sæby (ROS) mødes netværkets omkring 30 lokale ildsjæle med vidt forskellige baggrunde til idéudvikling og fælles indsats for Sæbys udvikling.
- I fremtidens Sæby skal vi leve og beskæftige os med mere turisme - og vores by er klar til det, udtaler Rune Dam Dyhr, der sammen med Tina Christensen står i spidsen for netværket under Sæby Erhvervsforening.
Flere nye projekter er i proces og vil løbende blive afsløret.
ROS mødes fast én gang i kvartalet
På seneste møde var Svalereden Strand Camping vært, hvor de bød de morgenfriske netværksdeltagere velkommen med kaffe og rundstykker klokken 06.30.
Medlemmerne af gruppen er inviterede, og på sidste møde deltog 29 ildsjæle i en inspirerende drøftelse af nye initiativer i form af events og også af at turde satse på hinanden og Sæbys potentiale.
I netværket mødes man som privatperson, uanset hvad der ellers står på ens visitkort, og byder ind med idéer, kompetencer og netværk.
På hvert møde kommer nye idéer på bordet, og frivillige er klar til i fællesskab at løfte små som store forbedringer i den by, de deler og elsker.
”Vi gør det for Sæby” lyder mottoet.
Nyt medlem
- Den indsats, der lægges her i Sæby, vokser nedefra. Ikke kommunen eller andre ”ovenfra”, der pådutter en retning, men skabes indefra. Det giver en styrke, en ægthed, og det er sådan noget, man i den grad mærker som tilflytter, fortæller Uffe Borg, som for første gang deltog i netværksmødet.
I ROS er der plads til diskussioner og meningsudvekslinger om, hvad der er bedst for Sæbys udvikling.
Alle er dog enige om, at flere gæster betyder flere arbejdspladser, liv i bybilledet og flere aktiviteter. Alt sammen er med til at bevare og skabe vækst i de tilbud, som også lokale borgere nyder godt af.
Rekordsommer
Indekset for væksten af gæster og omsætning på tværs af erhverv har været positivt mærkbart.
Fortsætter udviklingen med stadig varmere somre i Sydeuropa, er der god grund til at tro på, at den positive udvikling kan fortsætte, vurderer medlem af netværksgruppen Inge Møller Thomsen.
Vi lykkes, fordi vi kan
Jon Andersen har deltaget i netværket siden begyndelsen i 2022. På sidste møde satte han ord på behovet for at ændre fortællingen om, at ”Vi lykkes ikke på trods. Vi lykkes, fordi der er ildsjæle, der kæmper for noget og gør noget. Vi lykkes, fordi vi kan”.
Borgmester Jon Andersen fremhævede samtidig de mange gode og fremadrettede projekter, der sker i hele kommunen.
- Nogle gange ville jeg ønske, at alle 57.409 borgere i Frederikshavn Kommune kunne komme med rundt og opleve alle de positive tiltag, jeg ser hver eneste dag rundt i hele vores dejlige kommune.
Rundt om Sæby serviceres via Erhvervshus Nord med erhvervskonsulent Inge Møller Thomsen som tovholder.