Elsemarie Skytte er blevet vild med at bygge varder.
Mennesker

Elsemarie har fået en ide - skal varder være det nye vartegn?

04. september 2023 kl. 13:10

En lidt tilfældig ide kan nogen gange udvikle sig til noget større. Og det er det, der er sket for Elsemarie Skytte gennem det seneste år. Faktisk er hun nu begyndt at håbe på, at det kan blive til en hel bølge.

For et år siden begyndte hun nemlig at bygge varder på Sulbæk Strand, tæt på hvor hun bor. Det giver hende et frirum fra hverdagen, der nogen gange kan være tung.

Egentlig ville hun have været på kursus, men hun droppede det igen, da hun opdagede, at kurset var helt i Kalundborg.

- Så tænkte jeg, om jeg måske kunne finde ud af det selv, og det kunne jeg, fortæller Elsemarie.

Efter en event er kysten ved sydhavnen i Sæby fyldt med varder.

Senest var hun den sidste weekend i august en del af Destination NORDs Vand og Waders-arrangement i Sæby, hvor hun hjalp folk med at lave deres egne varder. Og interessen har helt overvældet hende.

- Det var bare så fedt. Der var mange, der var med, og der var mange, der stillede spørgsmål, fortæller Elsemarie.

Hun anslår, at omkring et halvt hundrede mennesker i løbet af weekenden deltog og var med til at bygge varder ved sydhavnen ved Sæby. Og fortæller, at folk siden har bygget videre.

- Min mand var optaget af noget andet i weekenden, men søndag aften kørte vi forbi og så, at folk tog billeder af det. Og mandag aften var jeg forbi med nabokonen, og vi så en ung mand på cykel, der byggede en varde og ligesom løftede armene i sejr, da det lykkedes, beretter Elsemarie.

Flere varder

At projektet ligesom vokser videre har fået Elsemarie til at tænke:

- Det er en fed fornemmelse at kunne gøre noget, som gør noget ved folk. Tænk hvis det kunne blive stående, som det gør i f.eks. Sydeuropa, hvor folk laver nye varder, når de kommer forbi og ser dem, der står der i forvejen.

For Elsemarie Skytte er det et frirum at bygge varder.

- Tænk hvis folk kom til Sæby for at se varderne og bygge med. Det ville være fedt, siger Elsemarie.

For Elsemarie er varde-bygning et frirum:

- Det sjove og gode er, at man er nødt til at have tømt sin hjerne.

Hun fortæller, at hun nok har været på Sulbæk Strand, tæt på hvor hun bor, hver dag i 48 år.

- Jeg bygger der hver dag, fortæller Elsemarie.

På sydhavnen ved Sæby, hvor arrangementet blev afviklet, vil hun også kigge forbi:

- Et par gange om ugen er jeg der i hvert fald, og det er nok om formiddagen, hvis nogen har spørgsmål, siger Elsemarie, der også overvejer, om hun igen skal stå for events med varde-bygning.

Annonceret indhold

Nyeste