
Ny café er åbnet i Havnegade: Heidi og Daniel er klar med morgenmad og burgere
Efter en travl sommer med renovering og indretning af køkken og cafélokale i det tidligere pizzeria ved siden af Dansk Outlet i Havnegade har Heidi og Daniel Hemmingsen slået døren op til deres ny café.
Café Daniels vil holde åbent fra kl. 11-20 hver dag med lukkedag om onsdagen. Fredag, lørdag og søndag åbnes dog allerede kl. 7 for en lækker morgenmadsbuffet.
- Vi ser, at der er et behov for en morgenmadsrestaurant i Frederikshavn, og det behov vil vi gerne imødekomme. Derudover satser vi på cafémad af høj kvalitet, ikke mindst lækre burgere, sandwich og stjerneskud, siger indehaver Daniel Hemmingsen.

Heidi og Daniel Hemmingsen har senest drevet café i Sæby Spektrum, men glæder sig nu til at prøve kræfter med en strøgplacering i en større by. Allerede på åbningsdagen var der – ud over receptionsgæster – pænt besøgt i caféen, så de unge restauratører, der har god opbakning fra familien, tror på en god fremtid for Café Daniels.